tirsdag den 13. november 2012

Li Kunwu & P. Ôtié: Et kinesisk liv 3: Pengenes tid 1980-2010, 2012

Tegneren Li Kunwu og forfatteren P. Ôtié er med bind tre i serien Et kinesisk liv nået frem til perioden 1980-2010, hvor det er den økonomiske liberalisering, som er kommet i højsædet i Kina. Det sætter i den grad også sit præg på dette bind, som da også har fået titlen Pengenes tid. Jagten på at opbygge forretningsimperier eller på at score hurtig gevinst sætter ind, men stadig beholder staten sit politiske greb om magten - som ikke mindst gav sig til voldsomt udtryk ved studenterdemonstrationerne på Tiananmen-pladsen i 1989.
Li Kunwu springer noget let hen over denne og andre konflikter i Perioden. Men han lader dog en samtale udspinde sig mellem Ôtié og ham selv om, hvad de skal gøre med nedkæmpelsen på Tianmen-besættelsen. Kunwu presses af Ôtié til en stillingtagen, men der kommer intet ud af det, andet end at samtalen skildres, og problematikken fuser ud...
Jeg må indrømme, at jeg ikke var nær så optaget af Pengenes tid, som jeg var af bindene Faderens tid og Partiets tid. Det er som om, at Li Kunwu glemmer sig selv mere i dette bind og lader udviklingen ske rundt om ham. Det kan der selvfølgelig være den årsag til, at han ikke rigtig selv har deltaget i den pengegalop, der nu engang er bindets tema. Men der burde alligevel i løbet af de tredive år have været flere væsentlige personlige nedslag, både i den og i andre udviklinger.
Men som helhed er de tre bind i Et kinesisk liv et fantastisk imponerende værk, som kan ses som en både personlig og kritisk historie om Kina efter revolutionen i 1949, men hvor den officielle udlægning af historien også kan mærkes. Det er lidt ærgerligt, at bind tre i mine øjne ikke er så interessant som resten, da værket derved kommer til at virke for ujævnt - og desværre i nedadgående retning. Men læs den endelig - niveaet starter meget højt!
***
Og til værket Et kinesisk liv som helhed:
****  
(Alvilda, 271 sider. Udgivet 13. september 2012. Oversat af François-Eric Grodin fra fransk: Une vie chinoise : Le temps de l'argent, 2010)
Lån bogen bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Politiken og Berlingske

Ingen kommentarer:

Send en kommentar