Den unge og gudesmukke nyuddannede politimand Zé Costa ankommer til Brasiliens hovedstad Brasilia og får som sin første sag mordet på en prostitueret, som er blevet pint ihjel på et motelværelse. Sagen bliver af Zé's hårdhudede makker Barreto og retsmedicineren hurtigt affejet som en kombination af druk og kokain, men Zé tager ikke den forklaring for gode varer og starter derfor sin helt egen efterforskning, der fører til en verden af penge og magt, hvis spilleregler Zé ikke kender til fra sin ludfattige opvækst.
Som krimi betragtet er Zé en generation ældre end de nuværende mammutkrimier med et væld af sidehistorier og -plots. Handlingen sådan set ret enkel: Et mord, to mord, tre mord, spor, forhindringer, nye spor, og endelig opklaring med indbyggede overraskelser. Absolut håndværksmæssigt forsvarligt.
Men det var ikke krimidelen, jeg var specielt optaget af. Egentlig synes jeg, den var lidt kedelig. Jeg var i højere grad optaget og fanget ind i det samfundsportræt, som den franske forfatter Bernard Mathieu giver af et Brasilien, hvor det ikke er "dyd, der gør os til mennesker. Meu filho, men gysser". Menneskeliv vurderes uden blusel efter det pågældende menneskes status i samfundet - og Zé, som oprindeligt kommer fra rendestenen, kan ikke skjule sin samfundsbestemte værdiløshed trods sit smukke udseende.
Zé er første bind i trilogien Stenbukkens blod og jeg vil da følge med, når Labyrint udgiver det næste bind.
(Labyrint, 298 sider. Udgivet 1. september 2012. Oversat af Jesper Tang fra fransk: Zé, 1997)
Læs anmeldelse fra Berlingske
Ingen kommentarer:
Send en kommentar