En anden roman, som jeg endda vist godt kan sige, at jeg har glædet mig til i årevis, Cormac McCarthy og hans Blodets meridian, der endelig - måske - kommer d. 29. maj. Jeg omtalte bogen i mit indlæg om ny skønlitteratur i januar 2011, da den første gang skulle udkomme på dansk. Det har den skullet flere gange senere, men indtil nu: Ingenting.
Romanen, som er skrevet tilbage i 1985, følger en teenager i Glanton-banden, en historisk gruppe af skalpejægere, der massakrerede indianere og mexicanere i grænselandet mellem USA og Mexico i 1849-1850.
En anden af de store amerikanere - om ikke andet så salgsmæssigt - er Dan "da Vinci" Brown. Inferno (14.5) hedder hans nyeste, og denne gang skal vi igen trækkes igennem konspirationsmøllens koder og symboler med Robert Langdon ved roret, denne gang i en historie med udgangspunkt i Dantes Inferno. Forlaget hr. Ferdinand skriver: "Gennem en hæsblæsende jagt, hvor det er umuligt at afgøre, hvem han kan stole på, kæmper Langdon for at finde svar - før det er for sent, og verden uigenkaldeligt vil være forandret." Lyder det bekendt fra tidligere? Ja, det gør det!
Potentielt bestsellerstof er der ganske givet også i Khaled "Drageløberen" Hosseinis Og bjergene gav genlyd (21.5). Det skulle i følge forlaget Cicero være en "bredt favnende fortælling, der fører læserne fra Kabul til Paris og fra San Fransisco til den græske ø Tinos. Om brødre og søstre, nære venner og fjerne slægtninge. Om hvordan de elsker, sårer, bedrager, ærer og ofrer sig for hinanden. Og hvordan de valg, vi træffer, kan få konsekvenser ikke bare for os selv, men også for vores efterkommere."
Den evige og altid gode John Le Carré er på banen med igen med En skrøbelig sandhed (10.5). Her er der de sædvanlige Le Carréske ingredienser fra efterretningstjenesterne, og det ligner jo helt sig selv, når man ser forlaget Rosinantes beskrivelse: "en fortælling om moralske dilemmaer, personlig skyld, modig ageren og uventet kærlighed". Hvis det er mere af det samme fra Le Carré, gør det ikke så meget. For så er det godt!

Fra Sverige har vi Carl-Henning Wijkmark og hans Natten der kommer (13.5). På hospitalet ligger Hasse og venter på at dø. Først i selskab med tre andre patienter, men snart ligger han der alene. Plejet af sygeplejerskerne Birgit og Angela. Mens han venter. Og forbereder sig på ikke længere at findes. Bogen modtog i 2007 den svenske August-priset med begrundelsen: "Mennesket kan ikke snyde døden, men Carl-Henning Wijkmark viser, at litteraturen kan gøre det. Natten der kommer er et eksistentielt kammerspil om kampen mod kroppens forfald og lidelse. Det er et underligt opmuntrende drama om kunsten at dø".
Morten Sabroe er tilsyneladende blevet færdig med at skrive om sin egen familie, men det bliver i familien i Os (8.5). John William Harding vender tilbage til sin fødeby Os for at forsone sig med sin bror som han ti år tidligere har svigtet på det grusomste. Hans datter Jackie venter med længsel på Robert der har mistet begge ben som soldat i Afghanistan, og som skal modtages som en helt på stationen i Os. Robert er ikke med toget, og det skrøbelige fundament byen er bygget på, begynder at slå revner, og de mørke hemmeligheder bag den bryder frem.
Forårets krimier regnede ned over os op til krimimessen i Horsens i marts. Men her kommer lige en efterbyge: Elsebeth Egholm kommer 30. maj med endnu et bind i serien om Dicte Svendsen med titlen Eget ansvar. En flygtningeadvokat findes dræbt i sit hus, Dictes datter Rose og dennes kusine Anne Marie bliver kidnappet af to hætteklædte mænd i en hvid varevogn, et ungt par finder en afsavet hånd i Trige skov som stammer fra en afrikansk kvinde og senere finder man andre ligrester. Efterforsker ved Østjyllands politi, John Wagner kæder efterhånden disse ting sammen, og pludselig befinder han og Dicte sig i et netværk af menneskesmuglere.

Velbekomme....
4. maj 2013: Ak ja, Cormac McCarthys Blodets Meridian er nu udsat til d. 29. juni 2013....
Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen.
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger