Bogen handler om syv forskellige mennesker under katastrofen, hvor først én dæmning og siden flere kollapser i det nordligste Sverige efter et usædvanligt regnfuldt efterår. Man læser om personernes opdagelse af, at der noget helt galt og om deres valg og de ændringer i deres personligheder, som katastrofen fører til. Helikopterpiloten Vincent, der er ved at lette for at begå selvmord under en hård skilsmisse, kraftværksarbejderen Barney der mildest talt går over stregen overfor et par "højrøvede kællinger", der ikke sagde ja til en kop kaffe, og Lena og Laban som er på akvarelkursus og det fællesskab, som ingen af dem ville have troet, de ville få. Og flere andre.
Det er de personlige historier fra folk, der er i katastrofen, som er i fokus - ikke den samfundsmæssige vinkel eller noget andet, som man nok i højere grad er vant til fra katastrofelitteraturen. Som læser ved man lige så lidt, om hvad der foregår, som de personer, som bogen handler om. Og Niemi skåner ikke sine personer. Det er en bog, hvor mennesker, man har lært at kende, dør.
Den sidste sætning er dog skrevet med det forbehold, at man dog ikke rigtigt lærer personerne at kende på de trehundrede sider. Der skulle forfatteren nok have koncentreret sig lidt færre figurer, som så havde kunnet komme mere til deres ret. Der bliver kun fyrre sider til hver i en hurtigt læst bog, og det er nok for lidt, når der både er liv, død og folks personligheder på spil.
(Modtryk, 300 sider. Udgivet 16. april 2013. Oversat af Anders Johansen fra svensk: Fallvatten, 2012) Se bogens bagside
Se mere om bogen på Litteratursiden
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelse fra Berlingske
Læs også min anmeldelse af Mikael Niemis Skyd appelsinen, 2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar