Annette Lindegaard: Lobotomisten, 2013

I min gennemgang af oktobers nye udgivelser af skønlitteratur havde jeg Annette Lindegaards Lobotomisten med, da jeg syntes at det lød som en interessant historie, som der kunne komme en fin og anderledes bog ud af. Men jeg blev skuffet...
I september 1961 modtager psykiatrisk overlæge og ekspert i lobotomi ("det hvide snit") dr. Gottlieb på Rigshospitalet patienten Paula Meisenberg, der tror, at hun er den historiske person Beatriz de Bobadilla. Gottliebs kone, Karen, tilfældigt møder den personlighedsspaltede Beatriz, bliver hun på én gang jaloux og betaget og begynder at leve sig ind i hendes verden. Sammen med Paulas/Beatriz' elsker og en ung italiensk læge rejser de til Portofino, da dr. Gottlieb skal holde foredrag om den danske form for lobotomi. Nye konstellationer mellem personerne opstår og for doktoren bliver det en dyb deroute, både med hensyn til ægteskab, kærlighed og ikke mindst med hensyn til personlig stabilitet.
Det lyder kulørt, og det er også! Der kunne såmænd have været blevet en god roman ud af det, men på den ene side helt uden bund i realistiske personkarakterer og handlingsmønstre, og på den anden er bogen meget forudsigelig i hvordan den udvikler sig og ender. Jeg tror ganske enkelt ikke på historien ét øjeblik, da den først begynder at tage fart!
Der er noget meget altmodisch over historien, replikkerne og personerne, der fik mig til at tænke på stemningen fra ellers gode psykologiske TV-spil fra 70'erne om det svære liv i den højere middelklasse. Og jeg er da sikker på, at Lobotomisten havde gjort sig bedre  som TV-spil for fyrre år siden, end den gør sig som roman i 2013...
 
(Rosinante, 261 sider. Udgivet 3. oktober 2013)

Lån bogen på bibliotek.dk