Man kan genkende nogle af de grove træk i Sø's tredie bog Snebær, der igen bl.a. handler om kvinder og identitet under usædvanlige betingelser, denne gang besættelsen i efteråret 1944.
De tre kvinder med dæknavnene Pim, Spot og Moskva i modstandsgruppen Snebær har fået besked på ovenfra at holde lav profil fra aktioner. Det har de ikke tålmodighed til og går derfor i gang med at planlægge operationer på egen hånd.
Moskva, som i det civile hedder Maggie, føler sig splittet mellem sine to identiteter, hvor Maggie har søger elementer fra det "virkelige" liv, som Moskva lægger hindringer i vejen for, mens Moskva er i stand til at udføre ting, som Maggie ikke kan genkende fra sig selv.
Snebær fik i et par avisanmeldelser nogle høvl for sproglige anakronismer og researchfejl. Og jo, jeg lagde da godt mærke til de strømpebukser, som først fik dansk premiere femten år efter. Ærgerligt, men absolut til at leve med, da bogens styrke ikke primært ligger i tidsbilledet fra besættelsen, men i at være en fin historie om tre unge kvinders usædvanlige livsomstændigheder helt ude på kanten, deres forhold til hinanden og ikke mindst sig selv.
Sproget flyder let fra forfatteren i forholdsvis korte sætninger uden de store dikkedarer og er med til at gøre en elementært spændende historie endnu mere stakåndet på den gode måde.
Snebær bliver nok ikke en af de store klassiske besættelsestidsromaner, men den har dog en plads blandt de gode.
(Republik, 277 sider. Udgivet 12. september 2013)
Lån bogen på bibliotek.dk
Læs anmeldelser fra Weekendavisen og Arbejderen
Se også Mette Søs blog moskva jensen - med "refleksioner over researcharbejdet med romanen "Snebær".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar