Det må virkelig have været en bog, som David Small har haft til at ruge i mange, mange år. Han udgiver den først som 64-årig, og jeg kan forestille mig, at det har været svært - både at udgive den og ikke at udgive den før nu.Bogen handler nemlig om Smalls kærlighedsløse barndom med en lægefar, som ikke er til stede, en bror der har valgt at trække sig ned i kælderen til sine trommer, og ikke mindst en afvisende og bitter mor som tydeligvis ikke elsker sin søn. Der tales ikke i familien, hele stemningen mellem mor og søn er på kanten af aggression - og den eneste opmærksomhed David får fra moderen er brok over, at han er dyr i drift eller hvis der er noget moderen ellers ikke bryder sig om ved ham.
Det er en stærk og knugende, nærmest ordløs, fortælling. Men der mangler alligevel noget. I modsætning til mange andre selvbiografiske grafiske romaner formår Small ikke at skabe den sammenhæng mellem ord og billeder, der er kendetegnet for nogle af de rigtig gode grafiske romaner. Jeg ville faktisk hellere have læst bogen som "rigtig" roman, hvor der kunne være blevet gravet dybere ind under huden på resten af familien ikke mindst faderen og broderen. Men absolut god bog, som kan anbefales - og utrolig flot tegnet.
Ja, den må jeg se at få læst! God anmeldelse. Tak for det.
SvarSlet