torsdag den 27. maj 2010

Klaus Rifbjerg: Huse, 2008

At der er saft og kraft og bid i Klaus Rifbjerg, også her på hans ældre dage, har jeg da fået bekræftet under læsningen af Huse. Jeg var ellers ved at komme i tvivl, da jeg læste hans seneste roman Skiftespor, som det vil være synd at sige, at jeg var begejstret for.
Huse er et essay, bare 67 sider, om Rifbjergs forhold til sit livs boliger og andre huse, og hvor han rigtig ruller sig ud med ord som "imponade" og pragtfulde og rammende udtryk som f.eks."æstetisk søsyge" - det fungerer, og det fungerer godt. Der bliver uddelt hug og roser til højre og venstre, og han er heller ikke blind for egne paradokser i sit modernistiske grundsyn, hvor der også bor en drøm om barndommens huses romantiske slyngninger. Og som ofte før er det barndommen, som Rifbjerg er rigtig god til at huske og beskrive. Men ellers er der rigtig mange elementer, man kunne tage fat i fra de den forholdsvis korte tekst, der er rig på indhold og pointer.
Men kort og godt: Meget fin, lille bog, hvor Per Marquard Otzens 17 helsiders tegninger giver Rifbjergs glimrende tekst et meget fint akkompagnement.
***1/2
Se også min anmeldelse af Klaus Rifbjergs Så kom en hæslig jæger

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar