Sofi Oksanen: Stalins køer, 2011

Sidste års meget velfortjente vinder af Nordisk Råds Litteraturpris med bogen Renselse, Sofi Oksanen, har nu efter otte år også fået sin debutroman fra 2003 Stalins køer oversat til dansk. Og det var da i den grad på tide! For det er en voldsomt stærk bog om den unge finsk/estiske kvinde Anna, hendes splittede tilhørsforhold mellem Finland og Estland og ikke mindst om hendes beskrivelse af sin mangeårige spiseforstyrrelse, bulimi, som hun har formået at at holde skjult selv for sine nærmeste omgivelser.
Det er først og fremmest Annas historie, som fortælles i jegform, men med klip tilbage til i første omgang 1970'erne og Annas mor, den estiske Katariinas historie om sit møde med den finske håndværker, som hun tager sammen med til Finland, hvor hun får Anna. Senere er tilbageblikkene i højere grad længere tilbage i århundredet til mormoderen Sofia og den estiske historie fra 1940'erne og frem.
Stærkest i bogen står Annas beskrivelse af sin bulimi, og det er da også Annas historie, som fylder langt størstedelen af bogen. Anna beskriver bulimien som en styrke ved hende. Det at hun er i stand til at kontrollere en krop, som hun nærmest ikke ser som en del af sig selv. I forbindelse med hendes og vennen Hukkas sexliv skriver hun selv (s. 289) om sin krop: "Hvad havde den med mig at gøre, og jeg med den?". Jeg fik på et tidspunkt en mistanke, og fik da også bekræftet, at Sofi Oksanen ikke udelukkende har behøvet at researche sig til sin viden om spiseforstyrrelser. Men fra at lide af bulimi og til at give sin viden videre i litterær form, så læseren (mig) næsten kommer til at forstå logikken i både livet som bulimiker og hvad der fremdriver bulimien, er et stort kunstgreb!
Annas liv er hele tiden noget andet end det, det giver sig ud for at være. Hun lyver og foregiver overfor andre og overfor sig selv, ligesom både hendes mor og mormor har måttet lyve og foregive for at kunne falde ind i de samfund, som de nu engang har befundet sig i. Det er Annas estiske hovedarv. En stor del af Katariinas opdragelse af Anna går da også ud på at få Anna til at fornægte sin estiske baggrund, så finnerne ikke tror, at hun er en billig luder. Alt skal synes at være noget andet end det, det umiddelbart synes at være i andres øjne. Og det ligger også i titlen: "Stalins køer" var den særlige kvægrace, som man havde i Sibirien - i realiteten geder.
Jeg var faktisk mere optaget af Stalins køer end jeg var af Renselse. Det er begge nogle fantastisk gode bøger. Litterært set skriver hun røven ud af bukserne på langt størstedelen af sine garvede kolleger, og hun har det, som hun skriver om, tæt på sit eget liv, nemlig den finsk/estiske dobbeltidentitet og så spiseforstyrrelsen. Jeg kunne godt formode, at en skolet litterat ville mene, at Renselse er en bedre bog med sit strammere sprog og skarpere fortælling, men jeg synes, at Stalins køer i endnu højere grad viser Oksanen som en fremragende personlig forfatter, der ikke er bange for at kaste sig selv ind som indsats i sin litteratur. Er der noget, som kunne være en anke imod Stalins køer, er det, at bogen måske godt kunne have været 50-75 sider kortere, og at balancen mellem Annas og morens og mormorens historier kunne have været bedre.
Alt i alt: Stalins køer er en fantastisk god bog, som må være sikret en plads på min Top10 for 2011, og der skal (gode) mirakler til, hvis ikke den kommer i Top3! Og beundringen falder bestemt ikke ved ens viden om, at bogen er skrevet af en dengang kun 25-26 årig forfatter. Imponerende!

(Rosinante, 461 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Stalinin lehmät, 2003)

8.3.2012: Se også anmeldelse af Sofi Oksanens Baby Jane, 2012