Cynthia er femten år og bundet til en kørestol på en institution, afhængig af hjælp til alt, ikke engang tygge kan hun selv. Desuden betragtes hun som dybt åndssvag og uden sprog. Men virkeligheden er, at Cynthia bruger sit tilsyneladende mentale handicap som skalkeskjul for en ubændig trang til hævn over de personer, som har sat hende i den situation, som hun er i. Og det går ikke stille af.
Historien om Cynthia har mange gode fælles træk med mesterværket Spindleren, men når absolut ikke dens højder. De skiftende involverede fortællere beretter om deres aktie i affæren, som til sidst giver et samlet billede, og det er flot gjort. Men både personerne og selve historien virker ikke så kuende og tæt denne gang, selv om udgangspunktet er rigtig flot. Noget der er rigtig godt ved bogen er, ligesom i Spindleren, at historien er skåret ind til benet. Igen bliver der kun brugt under 200 sider til at fortælle en historien, der skrevet af en (skandinavisk) krimiforfatter ti-femten år senere havde brugt mindst det dobbelte antal ord uden grund..(!)
Til gengæld er historien næsten for langt ude denne gang, det bliver noget utroværdigt også sprogligt, hvad er f.eks kan ses i titlen. Især den unge Alain og hans rolle tror jeg simpelthen bare ikke på - og slet ikke hans fortællestemmes accept af hans egen sygelige seksualitet.
Men det er synd, at den eneste avisanmeldelse i en landsdækkende avis, Politiken, brugte det meste af sin spalteplads på at kritisere forlaget Labyrints udgivelsespolitik og endte med at give Erindringens fængsel to ud af seks stjerner, som anmelderen Thomas Thurah nok i højere tildelte forlaget end bogen.
(Labyrint, 196 sider. Oversat af Jesper Tang fra fransk: Mémoire en cage, 1995)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar