fredag den 11. november 2011

Vladimir Nabokov: Lolita, 2011 (1955)

Lolita udkom første gang på dansk i 1957, året før den udkom i USA, hvor ingen forlag havde turdet røre ved den. Der er en lille intro til historien om udgivelse og modtagelse i Berlingerens anmeldelse af den nye oversættelse. Også i Danmark var anmelderne forargede med undtagelse af Tom Kristensen, som skrev:
"det mærkelige er imidlertid, at man begriber de to mennesker. Man frastødes af dem, ligesom man frastødes af hele emnet. Man drages af dem og af medlidenhed med dem. De udvikler sig konsekvent. … Men man må ikke læse denne roman alt for naivt. Der er dobbeltbund i den."
Hovedpersonen Humbert Humbert er, da han skriver bogen, fængslet for noget, der har forbindelse til den historie, han vil fortælle om sig selv og sin besættelse af den tolvårige Dolores Haze (eller Lolita, som han kalder hende), der fører til, at han gifter sig med moderen for at være tæt på datteren! Moderen opdager tingenes rette sammenhæng, og Humbert tager Lolita med på sin flugt...
Der er ingen tvivl om, at Humbert er uempatisk og opblæst et langt stykke og ret patetisk det sidste, og hele tiden forsøger at dække det bag passion. Og han forklarer og forsvarer hele tiden sin forbrydelse overfor den tolvårige Dolores uden egentlig at stille spørgsmålstegn ved sine handlinger. Det kan godt være, at det er hende, der til en start er med på noget sjov, men det er ham, der får sjov morgen, ofte også middag og i hvert fald aften, mens hun har svært ved at sidde og græder sig i søvn hver aften. Det passer bare ikke ind i hans glansbillede af situationen. Til gengæld bliver man også som læser nødt til at identificere sig med Humbert og hans syn på historien, og man får også en slags sympati for ham.
Og så er Humberts forsvarsskrift bare vidunderligt skrevet! Billeder af landskaber, af huse og ikke mindst af sindsstemninger er ramt så præcist og flot, ofte i én sætning, som sætter "alt" på plads. Det kan næsten bare ikke gøres bedre. Og kræver hundrede procent sikkert en fremragende oversætter. Hvad denne bog bestemt har haft.
Fremragende roman! Det er en af dem der kan genlæses med jævne mellemrum resten af livet, og som vil blive ved med at hæfte sig ved nye detaljer i. Det er en bog, der kræver litterære muskler, hvis man skal vride den for alle lag. Det har jeg ikke i tilstrækkelig grad, men trods alt var det en stor nydelse at læse den. Og dobbeltheden, som Tom Kristensen skrev om i sin anmeldelse, gør den bestemt ikke mindre fremragende, tværtimod.
*****
(Gyldendal, 417 sider. Oversat af Claus Bech fra engelsk: Lolita, 1955)

1 kommentar:

  1. Super fed blog du har! Jeg er fast læser, skal vi følge hinanden? :)

    http://rj-dspc.blogspot.com/

    SvarSlet