Det er lille slægtsroman fortalt af romaen/sigøjneren Lutvija om først sin bedstefarJorgas vej fra hestetyv til stensliber efter en fængselsstraf, som han får efter at have skrevet et i den grad røvslikkende brev til Tito, som faktisk er én lang fornærmelse. Hans søn Ujaš går smuglervejen i stor stil, et levebrød som gives videre til sønnen og fortælleren Lutvija, som ender med at sælge alt for at redde sin søn Dono, der bliver junkie i Beograd. En roman der følger slægtens opløsning i takt med deres land, Jugoslavien, igennem de sidste årtier i 1900-tallet.
Der er mange gode historier i bogen, især i de første 2/3 af bogen. De er både morsomme og absurde, og nogle gange også en smule rørende. Men det er som om, at bogen skifter karakter og bliver mere alvorlig som den nærmer sig afslutningen, og her skulle Lainšček nok i højere grad have valgt, hvad det var for en bog, som han gerne ville skrive. Jeg synes i hvert fald, at bogen står langt stærkest i den første og mere skrøneagtige del end senere, hvor der bliver gjort forsøg på at skrive en alvorlige fortælling om både familiens og Jugoslaviens deroute. Lainščeks litterære ambitioner kommer til at stige ham over hovedet, desværre.
(Turbine, 157 sider. Oversat af Sofie Hauch Winiarczyk fra engelsk. Originaltitel på slovensk: Nedotakljivi, mit o Ciganih, 2007)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar