Mikhail Jelizarov: Neglene, 2010

Neglene starter på et sovjetisk børnehjem for sinker og vandhoveder, hvor den pukkelryggede Gloster og den savlende Berkhatov med det sammenkrøllede hoved bliver uadskillelige fostbrødre nærmest fra fødslen. Lyder det lige tungt og socialrealistisk og med en hørm af udkogt kål efter sig? ... Men det er det ikke!
For det er en ret fantastisk og i den grad socialurealistisk historie om Glosters og Berkhatovs ubrydelige venskab, nærmest fra fødslen. Og ikke mindst om Glosters helt ekseptionelle musikgeni, der næres og beskyttes ved hjælp af Berkhatovs månedlige sortmagiske neglebidningsritualer! Det udvikler sig til det rene gys...
Det er både tragisk og dødmorsomt, helt ovre ved satiren, og et rigtig godt lille værk om et Sovjetunionen/Rusland i forandring, og det mærker især Gloster, da hans status går fra stempling som idiot til dyrkelse, især af kommercielle interesser, pga sin egenskab som det pukkelryggede talent. Og det er en rigtig god lille livshistorie om de to magiske mennesker, som først og fremmest fordi de er vanskabte så også betragtes som sinker og idioter - i første omgang. Meget fin lille bog.
Det er et fornemt projekt, som forlaget Vandkunsten har gang i med at lave en serie af russisk samtidslitteratur, som indtil videre har ført til tre romaner: Vladimir Sorokin: En opritjniks dag, Aleksej Slapovskijs De er overalt og så denne. Jeg glæder mig til, at Jilizarovs Bibliotekaren bliver oversat. Bibliotekaren har vundet den mest prestigefulde litterære pris, den russiske Booker pris, i 2009, og hvis den endda er på et endnu bedre niveau end Neglene, skal den kun være velkommen!

(Vandkunsten, 117 sider. Oversat af Jon Kyst fra russisk: Ногти, 2001)

Ny Skønlitteratur - marts 2011

Marts måned byder på en hel del nye dansk skønlitteratur, som umiddelbart ser spændende ud, og som jeg da glæder mig til at høre lidt mere om, efterhånden son bøgerne udkommer. Vi er dog kommet lidt udenfor højsæsonen, og der er ikke rigtig nogen af "ikonerne", måske med undtagelse af Søren Ulrik Thomsen, som er på månedens udgivelsesliste med sin første digtsamling i ni år, Rystet spejl (1. 3). Jeg er bestemt ikke det store poesimenneske, men SUT tror jeg skal prøves. Jeg har læst lidt spredte essays af ham, og det er godt nok godt!
Morten Brask skrev i 2007 romanen Havet i Theresienstadt og har ellers også beskæftiget sig med bl.a. nazistisk filmkunst. Han har nu skrevet romanen William Sidis Perfekte Liv (17.3) om den autentisk William Sidis (1898-1944) liv, der forvandledes til et psykologisk eksperiment pga. af hans ekstreme IQ, der blev målt til mellem 250 og 300. Men han ville også leve det "perfekte liv" - og så gik det galt. Bogen foregår i Boston og New York i første halvdel af forrige århundrede. Jeg har aldrig læst Morten Brask, men det lyder spændende.
Skønvirke (9.3) er Lars Frost den nye roman i hans Danmarkshistorie. Den foregår i en ikke fjern fremtid og er i følge forlaget en historie om begreberne demokrati og frihed. Herudover kommer Julia Butschkow (Apropos Opa) med sin Der er ingen bjerge i Danmark (25.3) og Lone Hørslev med Sorg og camping (18.3).
Og så lige en smule udland:
Philip Roths nye bog Jeg giftede mig med en kommunist (3.3) foregår i McCarthytiden og er i forlagets markedsføringsord "en fortælling om personlig ondskab, forræderi og hævn og et storslået portræt af efterkrigstidens Amerika". Og så er der Håkan Nesser med den fjerde bog i krimiserien om vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti, De ensomme (14.3). Normalt solidt og godt - og det er så det.
Til sidst skal lige nævnes en bog, som jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at læse, nemlig Jean Auels afslutning på den evige serie om istidspigen Ayla i form af 800 sider under titlen Hulernes sang (29.3). Så nåede hun da op på ca. 3400 sider i den serie, og skal vi så ikke sige, at det er godt nok er nok nu! Jeg har ikke læst de 2600 andre sider, så jeg tror, at springer både dem og de sidste 800 sider over...
Ret til ændringer og opfølgende indlæg med rettelser, supplementer, udsættelser og berigtigelser mv. forbeholdes.
Se flere indlæg om kommende bøger ved at klikke på "etiketten" Kommende bøger forneden.

NB: Barndomsbilledet af Søren Ulrik Thomsen øverst er skabt af Peter Carlsen. Se hele hans serie af træsnit af kunstnerbørn.

Lars Kepler: Paganinikontrakten, 2011

Da jeg anmeldte Lars Keplers første bog i serien om Kriminalkommissær Joona Linna Hypnotisøren, skrev jeg, at Joona virkede som en slags Tintin, en hovedperson som hele handlingen foregår udenom. Det er bestemt ikke tilfældet her i Paganinikontrakten, hvor han i høj grad i fokus. Jeg har langt mere fornemmelse af ham i denne bog - og han er en god figur.
Bogen indledes med to dødsfald: En ung kvinde findes sides i en seng på en båd i Skærgården. Hun er druknet i Skærgårdens brakvand, men er helt tør og uden spor af vand på kroppen. Og den svenske stats tilsynsførende for våbeneksport findes hængt i sin lejlighed - tilsyneladende selvmord. Men Joona Linna synes , der er noget der lugter - og mon ikke der så er noget om det....
Det er knaldhamrende spændende, det er lejlighedsvis blændende godt skrevet og nogle gange endda meget slagfærdigt og morsomt. Jeg har flere gange hørt og læst, at Paganinikontrakten skulle være 100-200 for lang. Jeg er helt uenig. Den kan absolut bære sine sider, og jeg synes ikke, at der har været grund til at stramme historien. Den er stram nok som den er.
En biting kunne dog godt irritere mig , og det var afhøringer af især vidner, der altid førte til nøgleoplysninger - enten pga. samarbejdsvilje eller pga. det modsatte, hvorved folk fik sagt laaangt mere, end de netop ikke ville. Ikke nogen afhøringer, der bare ikke førte til noget. Men - biting.
Glimrende krimi og bedre end Lars Keplers Hypnotisøren, som absolut heller ikke var nogen dårlig bog. Jeg glæder mig til nye eventyr med Joona Linna. Måtte de være ligeså gode og spændende!

(Gyldendal, 582 sider. Oversat af Jesper Klint Kistorp fra svensk: Paganinikontraktet, 2010. Lars Kepler er pseudonym for Alexandra Coelho Ahndoril & Alexander Ahndoril))

Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol, 2007

Jeg må da vel nok sige, at det har været en stor februar måned på læsefronten indtil videre: Alle stjernebedømmelser på tre stjerner og derover har været i spil - og nu er den så helt oppe at ringe igen for anden gang i træk. Usædvanligt, men det havde jeg altså også mere eller mindre forventet med denne bog!
For endnu engang tager Chimamanda Ngozi Adichie mig med storm, denne gang med En halv gul sol fra 2007 om Biafras korte og meget barske historie i slutningen af tresserne.
Uha, den er altså svær at give et kortfattet resumé af, uden at det enten bliver helt uden nuancer - eller at selve referatet kommer til at fylde et par A4-sider. Kort fortalt er det det de to meget forskellige tvillingesøstre Olannas og Kainenes færd gennem tresserne vi hører om. Olanna er den meget smukke og varme søster, der starter en karriere som sociolog på universitetet i Nsukka, hvor kæresten Odenigbo også er ansat som matematiker. Fra livet i den højere middelklasse fører krigen til livet som flygtninge, der piller meget glans af de to håbefulde unge mennesker. De har også Ugwu, deres houseboy, som er en meget central person i bogen. Han er fra landet, lærevillig og lærenem og tretten år i starten af bogen.Den anden søster Kainene er den en del mindre kønne, noget kantet både fysisk og psykisk og en benhård forretningskvinde, som den hvide engelske journalist Richard forelsker sig i. For Kainene er det mere valg end nødvendighed, der gør, at hun drages ind i historien og i krigen.
Som sædvanlig i Chimamanda Ngozi Adichies bøger er der mange temaer i spil. Her er det selvfølgelig først og fremmest emnerne Biafra og begrebet krig, der er centrale. Og det er den kvindelige og hverdagsagtige vinkel på krig, der tale om - ikke soldaterliv og strategi. Det er livet, der ændrer sig fra servering af rigelig mad og drinks i de hyggelige stuer - og til at skulle stå i køen efter pulveræggeblomme ved nødhjælpsuddelingen. Men også "gamle" travere tager Adichie op igen, forholdet mellem den rige vestlige verden og det stereotype billede, vi har af Afrika og afrikanerne.
Det er en gribende og intens roman om en glemt krig, som er et stort sår i Nigerias historie. Man regner med at mellem to og tre mill. mennesker døde, ikke mindst børn pga. sult. (Mange lidt ældre læsere kan sikkert huske begrebet biafrabarn). Samtidig er det en nærmest umulig opgave, som Adichie har løst mesterligt, at skrive en varm, livsbekræftende bog, der på trods af hendes familiemæssige historie (mange fra hendes egen familie døde under krigen) har skrevet en bog, som ikke fordømmer nogen, hverken bødler, voldtægtsmænd eller lignende. Det nærmeste, man kommer en fordømmelse, er af den vestlige støtte til Nigeria - der selvfølgelig havde baggrund i penge - nemlig olieressourcer!
Fantastisk flot bog, som kommer til at ligge at skvulpe meget længe i mit lille grødfad!

(Gyldendal, 495 sider. Oversat af Susanne Staun fra engelsk: Half a Yellow Sun, 2006)
Læs også mine anmeldelser af Chimamanda Ngozi Adichies Lilla hibiscus og Det du har om halsen.

Raymond Carver: Her hvor jeg ringer fra, 34 noveller, 2010

Det har taget mig lang tid at komme igennem novellesamlingen Her hvor jeg ringer fra af Raymond Carver, og det er faktisk, fordi det er en fantastisk god bog! De 436 sider, som der er i bogen, er så komprimerede, at den kræver, at man kun læser højst én novelle om dagen og lader den sive ud af sig igen, før man kan tage den næste ind. Og den respekt har jeg kun kunnet vise den med besvær.
Det blik Carver møder sin læser med på forsiden er præcis som hans noveller: De er intense og og stirrer i ind i én, ligesom hans noveller om normalmiddelamerikaneren og, især, hans mærkværdigheder udstillet knivskarpt minimalistisk hele bogen igennem. Jeg tror ikke der er én novelle, som jeg ikke var meget optaget af! Og det har jeg nok aldrig prøvet før, selv i rigtig gode novellesamlinger, som måske kun har haft en tredjedel af det antal noveller, som der er tale om her.
Der er ikke rigtig noget at gøre: Det er en fantastisk god bog. Alle 34 noveller er uovertrufne, opsætning og layout er flot, Klaus Rifbjergs forord glimrende, Johannes Riis' oversættelse eminent - og jeg er glad for at have købt bogen, ellers ville jeg have gjort det, efter at have læst mit biblioteks eksemplar.
Carvers redaktør sagde til ham på et tidspunkt: "Hvis du har brug for at skrive femogtyve ord, så skriv femten - og fem, når du har brugt femten". Og det kan mærkes - det er voldsomt komprimeret, og hver sætning bærer sin betydning.
Fantastisk bog, jeg kan ikke komme på nogen som helst form for negativ kritik. Det er svært at sammenligne bøger, men jeg tror, at dette er den bedste novellesamling , jeg nogensinde har læst. Der er ingen som helst tvivl om mine stjerner denne gang, nemlig:

(Gyldendal, 436 sider. Samlet udgave af Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, 1985, Nærhed, 1989 og En alvorlig samtale og andre noveller, 2000. Oversat af Johannes Riis fra amerikansk)

Når jeg er på Krimimessen i Horsens 9.-10. april 2011, så skal jeg...

Den charmerende messehal...

Så er programmet til Krimimessen i Horsens Statsfængsel i april kommet på nettet. Det er tiende gang, at Horsens Bibliotek arrangerer begivenheden. Ret imponerende.
Jeg har aldrig været der, og jeg ved endnu ikke om det skal være i år, at jeg går i fængsel, direkte i fængsel, selv om jeg passerer Start....
Hvis det bliver til noget, er der umiddelbart nogle punkter i programmet, som jeg har slået ned på, som nogle jeg godt kunne tænke mig at være med på en lytter til.

Hvis vi nu starter med lørdag...

Anton Koch-Nielsen

Allerede kl. 10.20 causerer Anton Koch-Nielsen, som har det glimrende krimi- og spændingssite Kochs Krimier om "Årets danske krimier". Det bliver dansk krimis grå og skjulte eminence, der taler! Derfra er det hurtigt videre til kl. 11.10 og en samtale mellem Leif Davidsen og Bo Tao Michaëlis om Graham Greenes spændingsromaner, og så lige en paneldiskussion med titlen "Fremtidens krimi – fornyelse eller kopi?" med Bo Tao Michaëlis, Lars Ole Sauerberg, Inger Kristensen og Jacob Søndergaard kl 11.50.
Så er der lige tid til en platikcoated sandwich inden kl. 13.15, hvor Det Danske Kriminalakademi uddeler Palle Rosenkrantz Prisen, Harald Mogensen Prisen og diverse diplomer. Hej hvor det går!

Susanne Staun

Kl. 14.20 er Susanne Staun i samtale med Lida Wengel om Døderummet. Jeg var ret vild med Døderummet. Som læsere af Bogbrokken måske kan huske, havde jeg den som en af mine to topkandidater som årets krimi i Danmark 2010. Næsten samtidig kl. 14.30 taler Håkan Nesser med Jesper Stein Larsen om sin nyeste De ensomme, som jeg endnu ikke har læst.
Nu kommer første gedigne pause inden skurkologerne Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis slutter dagen af med at forelæse over skurkolingvistikken, som er læren om skurkes sproglige adfærd. Det gør de kl. 16.15.

...Og så er det vel naturligt at fortsætte med søndag.

Søndag er mere en forfatterdag. Kl. 10.30 interviewes amerikanske Zoë Ferraris om hendes Den sidste sura, som foregår i Saudi-Arabien, hvor hun selv har været gift og bosat, og 10.40 er islandske Jón Hallur Stefánsson i samtale med Walther Knudsen om sin seneste krimi Pyroman, som foregår i et lille islandsk samfund, Seyðisfjörður, helt ude på Østisland. Kl. 11.00 fortæller Jussi Adler-Olsen så om sine Afdeling Q-romaner, og så kan jeg nå en god frokost i modsætning til i går.

Lene Kaaberbøl

Jeg skal dog være på plads kl. 13.00, hvor Kristian Ditlev Jensen, Lene Kaaberbøl og Susanne Staun diskuterer med Jesper Stein Larsen om "Krimiens styrker". Derfor kan jeg nok desværre ikke overvære Sebastian Fitzeks samtale med Henrik Palle om Splinten. Jeg har læst hans Sjæleknuseren, som jeg syntes var ret interessant.
Og kl. 14.40 er turen kommet til Lene Kaaberbøl i samtale med Steffen Larsen om Kadaverdoktoren, som jeg sammen med Susanne Stauns Døderummet har som den anden af mine kandidater til årets danske krimi 2010.

Og så endelig kl. 15.10 bliver Marek Krajewski interviewet om sin Spøgelser i Breslau. Heller ikke den har jeg endnu læst, men jeg har læst hans første bog i serien om kriminalråd Eberhard Mock, Døden i Breslau, der foregår i tredivernes Østpreussen (Breslau hedder nu Wrocław, og er polsk) lige omkring nazificeringen i 1933.
Så tror jeg også, at jeg jeg er træt og mæt af dage - og bare vil hjem til noget reel junk og prostitution på Vesterbro!

SENESTE (27. februar 2011): Så er det afgjort. Fruen og jeg tager til krimimesse. Hotelværelset er i hvert fald købt og betalt og knægten sendes til mormor - og så må vi vel hellere...
Vi ses?
MERE SENESTE (28. marts 2011): Det bliver Susanne Staun, der får årets Harald Mogensen Pris for Døderummet. Det glæder Bogbrokken. Tillykke herfra!

Tomas Tranströmer: Minderne ser mig, 1999

For en måneds tid siden afholdt vi på Stadsbiblioteket i Lyngby en bogcafé om nordiske bøger, hvor vi var fem kolleger, der fortalte om nogle af vores yndlingsbøger fra Norden. Min kollega Karsten sluttede seancen meget smukt med Tomas Tranströmer og hans digte, musik og livshistorie, og han læste blandt andet op fra bagsiden af Tranströmers lille erindringsbog Minderne ser mig.

Og så var jeg solgt og vidste, at den bog ville jeg bare læse! Det blev nu først nu, at jeg fik det gjort. og det krævede bare, at stod lidt sent op her søndag morgen. Det lille stykke Karsten læste lød:

"Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er mig. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere."

Det er s'gu da flot! Og det bliver sikkert mere og mere rigtigt, jo ældre man bliver. Derfor havde jeg forventet nogle stærkt komprimerede barndomserindringer med dybe og smukke linier, som ville kræve tid til at nå til bunds i. Men det er faktisk nogle meget nøgterne nedslag i barndomsminder, som på sin rolige facon giver et godt lille billede af drengen Tomas. Bedst synes jeg at kapitlerne om hans skolegang. Erindringerne går til s. 51, hvorefter der er en lille samling nye digte fra Tranströmers hånd. Jeg kan ikke rigtig se, hvad det dybere formål med at bringe digtene her i denne bog andet end at udvide en meget lille bog til en lidt større lille bog, så den da kommer op på 62 sider. Nærmest ligesom et bonustrack på en CD.

Jeg ville nok have foretrukket en mere gedigen selvbiografi på nogle hundrede sider: Han er sympatisk, han kan skrive, han kan huske, han har noget på hjerte - også til mere end en mandelgaveudgivelse. Og det, der står, er godt!

(Centrum, 62 sider. Oversat af Peter Nielsen fra svensk: Minnena ser mig, 1993)

NYT: 6. oktober 2011: Tillykke til Tomas Transtrømmer med Nobelprisen 2011!

Sofi Oksanen: Stalins køer, 2011

Sidste års meget velfortjente vinder af Nordisk Råds Litteraturpris med bogen Renselse, Sofi Oksanen, har nu efter otte år også fået sin debutroman fra 2003 Stalins køer oversat til dansk. Og det var da i den grad på tide! For det er en voldsomt stærk bog om den unge finsk/estiske kvinde Anna, hendes splittede tilhørsforhold mellem Finland og Estland og ikke mindst om hendes beskrivelse af sin mangeårige spiseforstyrrelse, bulimi, som hun har formået at at holde skjult selv for sine nærmeste omgivelser.
Det er først og fremmest Annas historie, som fortælles i jegform, men med klip tilbage til i første omgang 1970'erne og Annas mor, den estiske Katariinas historie om sit møde med den finske håndværker, som hun tager sammen med til Finland, hvor hun får Anna. Senere er tilbageblikkene i højere grad længere tilbage i århundredet til mormoderen Sofia og den estiske historie fra 1940'erne og frem.
Stærkest i bogen står Annas beskrivelse af sin bulimi, og det er da også Annas historie, som fylder langt størstedelen af bogen. Anna beskriver bulimien som en styrke ved hende. Det at hun er i stand til at kontrollere en krop, som hun nærmest ikke ser som en del af sig selv. I forbindelse med hendes og vennen Hukkas sexliv skriver hun selv (s. 289) om sin krop: "Hvad havde den med mig at gøre, og jeg med den?". Jeg fik på et tidspunkt en mistanke, og fik da også bekræftet, at Sofi Oksanen ikke udelukkende har behøvet at researche sig til sin viden om spiseforstyrrelser. Men fra at lide af bulimi og til at give sin viden videre i litterær form, så læseren (mig) næsten kommer til at forstå logikken i både livet som bulimiker og hvad der fremdriver bulimien, er et stort kunstgreb!
Annas liv er hele tiden noget andet end det, det giver sig ud for at være. Hun lyver og foregiver overfor andre og overfor sig selv, ligesom både hendes mor og mormor har måttet lyve og foregive for at kunne falde ind i de samfund, som de nu engang har befundet sig i. Det er Annas estiske hovedarv. En stor del af Katariinas opdragelse af Anna går da også ud på at få Anna til at fornægte sin estiske baggrund, så finnerne ikke tror, at hun er en billig luder. Alt skal synes at være noget andet end det, det umiddelbart synes at være i andres øjne. Og det ligger også i titlen: "Stalins køer" var den særlige kvægrace, som man havde i Sibirien - i realiteten geder.
Jeg var faktisk mere optaget af Stalins køer end jeg var af Renselse. Det er begge nogle fantastisk gode bøger. Litterært set skriver hun røven ud af bukserne på langt størstedelen af sine garvede kolleger, og hun har det, som hun skriver om, tæt på sit eget liv, nemlig den finsk/estiske dobbeltidentitet og så spiseforstyrrelsen. Jeg kunne godt formode, at en skolet litterat ville mene, at Renselse er en bedre bog med sit strammere sprog og skarpere fortælling, men jeg synes, at Stalins køer i endnu højere grad viser Oksanen som en fremragende personlig forfatter, der ikke er bange for at kaste sig selv ind som indsats i sin litteratur. Er der noget, som kunne være en anke imod Stalins køer, er det, at bogen måske godt kunne have været 50-75 sider kortere, og at balancen mellem Annas og morens og mormorens historier kunne have været bedre.
Alt i alt: Stalins køer er en fantastisk god bog, som må være sikret en plads på min Top10 for 2011, og der skal (gode) mirakler til, hvis ikke den kommer i Top3! Og beundringen falder bestemt ikke ved ens viden om, at bogen er skrevet af en dengang kun 25-26 årig forfatter. Imponerende!

(Rosinante, 461 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Stalinin lehmät, 2003)

8.3.2012: Se også anmeldelse af Sofi Oksanens Baby Jane, 2012

Tillæg til Ny skønlitteratur - februar 2011 : Supplement, rettelse & tip

En bog, som jeg slet ikke var opmærksom på, da jeg lavede mit blogindlæg om nyudgivelser i februar, var islandske Einar Kárasons Raseri, som udkom d. 3. februar. Den er en fortolkning af den såkaldte Sturlunge saga, en samling af islandske middelaldertekster som omhandler en række dramatiske begivenheder i 1200-tallets Island.Bogen blev faktisk indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2010, men blev selvfølgelig løbet ned af Sofi Oksanens Renselse.
Derudover kommer en af mine britiske krimiyndlinge Peter Robinson d. 17. med endnu en sikkert solid og sikker krimi med fint person- og miljøhåndværk i Mørkespil, der endnu engang har kriminalkommisær Alan Banks og vicekriminalkommisær Annie Cabbot i de gode roller som altid.
Og så lige en rettelse: For Gud ved hvilken gang er Knud Romers i snart to år ventede bog Kort over Paradis blevet udsat. Nu står den til udgivelse i oktober - men hvem ved...
Og så vil jeg da lige gøre opmærksom på, at Sofi Oksanens debutroman Stalins køer vil blive taget under behandling i Smagsdommerne på DR2 torsdag d. 10. februar kl. 23.
Se flere indlæg om kommende bøger ved at klikke på "etiketten" Kommende bøger forneden.

Karsten Wind Meyhoff: Forbrydelsens elementer. Kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy, 2009

Det er et par år siden, at mit bibliotek købte Karsten Wind Meyhoff Forbrydelsens elementer. Jeg lånte den men afleverede den dagen efter, fordi jeg da allerede havde været ude for at købe den antikvarisk. Den skulle jeg altså have stående på reolen, for Forbrydelsens elementer er ikke en bog man låner og læser på en gang, men én man læser i og vender tilbage til mange gange.
Bogen er både velskrevet, interessant i sin gennemgang af kriminallitteraturens udvikling og ekstremt anvendelig som både inspirationskilde til kommende læsning og som arbejdsværktøj og opslagsværk, både for mig selv og på mit eget arbejde som bibliotekar.
Bogen er bygget op i otte hovedkapitler med hver deres tema, der nogenlunde følger en kronologisk linie: et kapitel om krimipionererne, et om krimiens guldalder 1910-50 og derefter om forskellige genrer: Den hårdkogte krimi, politikrimien, seriemorderkrimien, den historiske krimi, den skandinaviske krimi og endelig spionromanen. Hver af disse kapitler giver et hav af eksempler og abstracts af hovedværkerne og portrætter af hovedforfatterne. Bagest i bogen er der desuden en næsten halvtreds siders liste over forfatterne og deres titler (både originaltitler og på dansk), udgivelsesår og evt filmatisering. Ca. 2000 titler!
Det er et fuldstændigt uomgængeligt værk for krimielskere, som Meyhoff har skrevet, hvis man trænger til at se ud over de sidste fem-ti års "krimibølge", hvor man en gang imellem har på fornemmelsen, at stort set ethvert manuskript bliver udgivet som bog på dansk, hvis der forekommer et mord eller en politimand i det. Her er overblik over de store linier, men også blik for de enkelte værker, som er værd at blive omtalt og husket - eller måske trukket frem fra glemslen.
Forbrydelsens elementer står i hvert fald fint på min hylde ved siden af 1001 bøger du skal læse før du dør!