Hvad jeg skal lave - altså læse - i min sommerferie!

Så er der to ugers ferie foran os - og senere en uge til. Og den aktuelle boghylde begynder efterhånden at sprænges! For min høstsæson er allerede startet - og menuen ser foreløbig sådan ud:
Senere i eftermiddag tager Fruen og jeg til Ballerups sydlige himmelstrøg bevæbnet med checks for i alt 145.000 kr., for ar købe en kolonihave med hus, håndklæder og hækkesaks (alt inkl.). Derfor må biblioteket undvære nogle af deres mere generelle havebøger, men det bliver nok ikke dem, som senere vil blive anmeldt her på Bogbrokken.
Der skal vi nok over i den rigtige og mere uforpligtende sommerferielekture, hvor jeg kan nævne de to Mickey Spillane-bøger, som jeg købte antikvarisk på Krimimessen i Horsens, I en ensom nat og Mike Hammer hævner. Andre ventende krimier er Camilla Grebe & Åsa Träffs Sort angst og Glasnøglevinderen Leif G.W. Perssons Den døende detektiv. Også blandt den mere uforpligtende del af sommerlæsningen, men i den mere humørfyldte del, skal Magnus Mills stå for med sin Sjak nr. 3, og så skal jeg altså lige se om der skulle være endnu en P.G. Wodehousebog på biblioteket. Han er efterhånden sommerferietradition for mig.
Af helt nye bøger er der lige i øjeblikket Grumme historier af Mathilde Walter Clark, Scener fra en landsby af Amos Oz, Den givne dag af Dennis Lehane, Corpus delicti af Juli Zeh og Naturlige mangler af Thomas Pynchon, der venter i reolen. På tegneseriefronten venter Safe area Gorazde og Footnotes in Gaza af Joe Sacco, Liebe schaut weg af Line Hoven og Big Baby af Charles Burns.
Og så er der opsamlingen af bøger, som har stået på venteliste i kortere og længere tid, så der er rigeligt at tage af: Yasmina Khadra: Sirenerne i Bagdad, Dy Plambeck: Texas' rose, Espen Haavardsholm: Drengen på pasbilledet, Lone Hørslev: Naturlige fjender og Juan Carlos Onetti: Ligsamler.
Og PS: Ret til ændringer ikke bare forbeholdes - men regnes helt bestemt med!

30.6: Jeg tror P.G. Wodehouse i år bliver afløst af nogle kolde skrøner af Jørn Riel. Jeg har i hvert fald lånt Den kolde jomfru og andre skrøner af ham. Men måske kommer Wodehouse til senere... Og så er Hanne Richardt Beck og hendes nye bog, 7 sydøst, også blevet repræsenteret.

Erling Jepsen: Hovedløs sommer, 2011

Erling Jepsens seneste roman Hovedløs sommer er en humoristisk, gotisk familiegyser fra en moderne samspilsramt skilsmissefamilie. De sidste tre ord passer, men både humoren, gotikken og gyset virker noget halvhjertet.
Historien fortælles af fjortenårige Emilie, der sammen med sin lillebror Jacob er flyttet far København til Sydsjælland efter forældrenes skilsmisse. En aften lusker en ung fyr rundt i deres have og kigger ind ad vinduerne, og det ender med at moren slår ham ned med et boldtræ. Det viser sig, at han tidligere har boet i huset med sine nu afdøde forældre og bare ville se, hvordan haven trivedes. Familien tager ham til sig og får ham som havemand og en del af familien - hvor både mor og datter også får eller tager andre ydelser fra Anders, som han hedder. Men er der ikke noget lusk alligevel...?
Jeg er mere eller mindre der, hvor jeg tænker, at stort set alt kunne have været gjort bedre af Erling Jepsen end dette. Historien er absurd, men det er så også det. Gotikken er halvhjertet, humoren er manglende undtagen i glimt, og jeg tror simpelthen ikke på hovedpersonen Emilies måde at fortælle på. Det kan være jeg undervurderer fjortenåriges sprogbrug, men der er ofte ord og vendinger, som jeg ikke tror, at Emilie ville brug- de er simpelthen for gammeldags. Og selve historien er og bliver for langt ude. Urealisme kan være rigtig godt, men den fungerer bare ikke her.
Det bedste i bogen er skilsmissehistorien med de følelser, som Jacob, Emilie og forældrene lægger for dagen, men indpakningen i halvgotik virker unødvendig. Når jeg sidder de sidste hundrede sider og bare venter på, at bogen er slut, selv om det er der, der kommer knald på for alvor - så er det nok et tegn på, at bogen ikke fungerer for mig. Det bliver mere plat end morsomt, desværre!
Og jeg ved, at Jepsen kan: Både Kunsten at græde i kor, Med venlig deltagelse og Frygtelig lykkelig slugte jeg alle med stor fornøjelse! Men i dette tilfælde: Øv.
(People's Press, 246 sider)

ADVARSEL! : Læs IKKE Weekendavisens anmeldelse af Thierry Jonquets Spindleren!

Al læsning frarådes!

Lars Bonnevie har i ugens udgave af Weekendavisen anmeldt thrilleren Spindleren af Thierry Jonquet. Det har han ikke gjort godt! Jeg har sendt et læserbrev til Weekendavisen, som lyder:

"Lars Bonnevie (LB) anmeldte 24. juni Thierry Jonquets fremragende thriller Spindleren. Og bogen får da også som fortjent en meget positiv anmeldelse.
Hvad bogen og dens kommende læser derimod ikke har fortjent, er at den får stort set samtlige vigtige spændingspunkter afsløret i anmeldelsen.
LB skriver, at "en spindler er en edderkop, der tålmodigt indfanger sit bytte i et spind". Og det gør Jonquet også i sin måde at skrive bogen. Men LB flår derefter hele spindet i stykker, så hele det indspundne plot ligger blotlagt, allerede inden man begynder på bogen.
For det er netop forfatterens langsomme afsløring af, hvad historien bag forholdet mellem plastikkirurgen Lafargue og hans fange Ève går ud på, der den store hemmelighed i bogen. Det sammen med årsagen til Lafargues datters psykose og smågangsteren Alex' virkelige rolle afslører LB og fratager dermed den kommende læser bogens store oplevelse.
Lidt selvcensur i referatet havde klædt anmeldelsen, og jeg vil ikke anbefale nogen at læse anmeldelsen, med mindre de allerede har læst bogen. Og det er vel ikke meningen med boganmeldelser?"

Du kan, hvis du tør - eller har læst bogen, se anmeldelsen i Weekendavisen fra d. 24. juni 2011 eller på Weekendavisens hjemmeside, hvis du har et login.

Wulf Dorn: Triggereffekten, 2011

Når jeg ser, at der på forsiden af Triggereffekten står: "Som en Stephen King roman, filmatiseret af David Lynch", tænker jeg "Ja, ja, klap nu lige hesten" - men det er faktisk ret præcist ramt i det her tilfælde!
Den unge psykiater Ellen Roth tilser en dag en nyindlagt ukendt kvinde, groft mishandlet og skræmt langt ind i en psykotisk tilstand af "den sorte mand", der er ude efter hende, og som også vil komme efter Ellen. Da Ellen vil tilse kvinden igen, er hun forsvundet, og kort efter bliver hun selv overfaldet af en maskeret mand, som viser sig at vide detaljer om Ellen, og som spiller et spil med hende og den ukendte kvinde på liv og død. Ikke engang sine nærmeste kan hun måske stole på. Men kan hun stole på sig selv...?
Triggereffekten er faktisk som en af Lynch' mere syrede film, hvor underbevidstheden kæmper sig vej ud og overtager virkelighedens normale verden. Bogen er set fra Ellens synsvinkel, hvor drømme, underbevidsthed og virkelighedsopfattelse mere og mere smelter sammen til et. Og det er ikke hyggelig godnatlæsning!
For man kan mærke, at forfatteren Wulf Dorn ved, hvad han skriver om. Han har i en lang årrække arbejdet med rehabilitering af psykiatriske patienter, og fagsproget og skildringerne af de psykotiske tilstande, som bogen indeholder, virker helt på plads og i orden (for en lægmand som mig - som kun er god portion småneurotisk:-).
Fint skrevet og isnende spændende - og en gyselig god historie! Synd at bogen ikke er blevet anmeldt af andre danske aviser end Helsingør Dagblad.
 
(Mrs. Robinson, 388 sider. Oversat af Jakob Wisby fra tysk:  
Trigger, 2009)

Thierry Jonquet: Spindleren, 2011

En spindler er et leddyr, som spinder net til at fange sit bytte i. Edderkopper f.eks. Spindlerens originaltitel Mygale er da også det franske ord for en tarantel. Og sådan en er den midaldrende velhavende læge og plastikkirurg Richard Lafargue. Han holder den unge smukke Ève fangen som et mondænt husdyr i sin pragtvilla et af Paris' velhaverkvarterer. Og der foregår et perverteret magtspil mellem de to, hvor han bl.a. fra tid til anden prostituerer hende, mens han selv kigger på via et skjult vindue. Den tredie spiller på banen er bankrøveren Alex, der er på flugt efter at have dræbt en politimand. Han har udset Lafargue til at blive tvunget til at ændre hans ansigt - evt. ved at bortføre hans kone, som han tror, at Ève er...
Det er en fransk klassiker, som af en eller anden grund ikke har fundet vej til dansk før her 27 år efter. Og det var dælme på tide. For det er mildest talt en exceptionel fremragende psykologisk thriller, som Jonquet skrev tilbage i 1984.
Ikke ét element mangler der, selv om der mod nutidig sædvane i krimi/thrillergenrerne kun er blevet brugt 165 sider på at fortælle en ekstremt spændende psykologisk historie helt nede fra dybderne. ALT fungerer! Og det er stramt gjort: Tre personer har replikker, tre personer har synsvinkler - og bogen foregår på stort set én lokalitet. Og både psykologiernes og handlingens spænding holder og øges frem til sidste punktum.
Det ny forlag Labyrint har kun fire udgivelser på bagen, alle fransk spændingslitteratur i høj klasse. Bl.a. Ceryl Fereys Zulu og Jean-Claude Izzos Total Kheops. Det begynder at ligne et forlag, hvorfra jeg bare kommer til at reservere bøgerne ubeset.
Bogen har som nævnt klassikerstatus i Frankrig - jeg vil gøre min lille beskedne del for, at den med forsinkelse også opnår denne status i Danmark. Klar femmer!
 
(Labyrint, 165 sider. Oversat af Jesper Tang fra fransk: Mygale, 1984)
Se i øvrigt mit læserbrev i Weekendavisen med kommentar til 
Lars Bonnevies anmeldelse af Spindleren.

Kari Hotakainen: Eftermæle, 2011

Kari Hotakainen kan skrive, og han kan skrive med sprogligt overskud, humor, satirisk bidskhed og med stor elegance - men i Eftermæle kan han desværre ikke levere en rigtig god samlet historie. Men det er måske heller ikke meningen?
Bogen går ud på, at den firsårige garnhandler Salme tilfældigt møder "forfatteren", som giver 7000 euro for at få hendes livshistorie, så han endelig kan få noget reelt at skrive om i sin nye roman. Og han får en meget reel historie fra Salme, især om hendes børn - men bliver det han skriver også den ægte vare? Eller er det den ægte vare og ikke hendes måske forskønnede billede?
Bogen leger med begreberne fiktion og virkelighed og forfatterens rolle. Det er helt oplagt og bliver diskuteret ret morsomt, især under samtalerne med den meget jordbundne Salme, som ønsker at forfatteren skriver præcis det, som hun siger. Hvad forfatteren selvfølgelig i den grad ikke gør.
Kapitlerne er meget morsomme og velskrevne hver for sig, men som helt sammenhængende bog, synes jeg bare ikke den fungerer. Det bliver for spredt fægtning, og linjen mellem sandhed og løgn bliver ikke fulgt ordentligt til dørs med undtagelse af de sidste par sider. Men bogen er værd at læse pga. af Hotakainens sprog og satire, der slår det meste af nyere nordisk ditto, som jeg har læst. Men det er stadig hans andre bøger og især den sørgmuntre De uberørte men også Hjemmefronten og Isaak-katedralen som jeg ville vende tilbage til, hvis jeg skulle genlæse en af hans bøger.
Men tre stjerner for sprog og god satire.

(Gyldendal, 253 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen fra finsk: Ihmisen osa, 2009)
Se også min (korte) anmeldelse af Kari Hotakainens Isaak-katedralen fra 2006

Asterix & Neurokirurgerne

En hjerneskade dokumenteres.

Er der mon et en medicinsk Nobelpris på vej til til et stykke litteraturforskning?

I Politikens netudgave er i dag en historie om, at der i nyeste nummer af det neurokirurgiske og ansete tidsskrift Acta Neurochirurgica er trykt en artikel af de fem neurokirurger Marcel A. Kamp, Philipp Slotty, Sevgi Sarikaya-Seiwert, Hans-Jakob Steiger og Daniel Hänggi fra Düsseldorf med titlen Traumatic brain injuries in illustrated literature: experience from a series of over 700 head injuries in the Asterix comic book, der har analyseret risikoen for hjerneskader i 34 Asterixalbums!

Her har de optalt 704 eksempler på hovedkvæstelser og hjerneskader fordelt med 390 tilfælde af alvorlige kvæstelser i hovedet, 89 moderate og 225 milde. Langt de fleste ofre var - naturligvis - romere (med 450 skader). Men der var også hjernerystelser og kraniebrud til gallere, banditter, pirater, goter, vikinger, briter og sikkert mange andre. (Min egen lægmandsvurdering er, at det må siges at være statistisk signifikant materiale, som de har haft at arbejde med - og dermed god forskning!).

Målet med forskningen har med forskerholdet fra Düsseldorfs egne ord været "at analysere epidemiologien og de specifikke risikofaktorer ved traumatiske hjernekvæstelser i de illustrerede Asterix-tegneserier. Blandt den illustrerede litteratur er TBI (traumatic brain injury) et dominerende skadesmønster".

Godt at seriøs forskning kan bruges til noget andet end at forske i diverse mærkværdige og perifære sygdomme og småskavanker!!!

Se artiklen i Politiken 

Se artiklen i Acta Neurochirurgica

Glasnøglen 2011 til Leif G.W. Persson for Den døende detektiv

Svenske Leif G.W. Persson får Glasnøglen 2011 for den bedste skandinaviske kriminalroman udgivet sidste år. Det er for romanen Den døende detektiv, som netop også er udkommet på dansk.
For at det ikke skal være løgn er forfatteren, den 66-årige Leif G.W. Persson kriminolog og har arbejdet i tredive år hos Rikspolisstyrelsen i Stockholm.Så man skulle da tro, at han ved noget om det, som han skriver om.
Den døende detektiv handler om den pensionerede politichef Lars Martin Johansen, der rammes af en blodprop i hjernen og må kæmpe for sit liv, samtidig med at han kæmper for at opklare en forældet sag om mordet på en 9-årig pige.
Bogen fik rigtig gode anmeldelser, da den kom. Både Politiken, Jyllands-posten, Berlingske Tidende og Børsen gav den femstjernede anmeldelser. Politikens Bo Tao Michaëlis skrev bl.a.: "’Den døende detektiv’ handler varmt om broderskabet og venskabet mellem lovens mænd og kvinder i fælles gejst og tvivl om at opretholde retfærdigheden i folkehjemmet, selv om nogle folk nogle gange er rigtig dumme svenske svin." Læs anmeldelserne i Politiken og Jyllands-posten
Jeg glæder mig selv til for første gang at læse Persson. Jeg har haft andre af ham hjemme et par gange, men er aldrig kommet videre end til det. Der har tilsyneladende altid været andet i reolen, som har trukket mere..., men nu skal det være.

Charlotte Weitze: Det hvide kvarter, 2011

I forstadsbebyggelsen Det hvide Kvarter bor der almindelige mennesker med børn og bil og buksbomhæk. Men Det hvide Kvarter er ikke helt almindeligt alligevel. For livet bag havehækken er ikke, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være. Fantasi er virkelighed, og virkelighed er fantasi.
Det hvide Kvarter har Charlotte Weitze skrevet nogle i bogstavelig forstand fantastiske noveller om. Eller måske mere præcist fortællinger, som da også er ordet i undertitlen på bogen. For historierne er mere i tradition med spøgelsesfortællinger end moderne dansk realistisk novelleskrivning. Men samlingen låner da absolut også fra denne skrivemåde.
Der er historien om stæren, der overtager oboistens musik, da han mister evnen til at spille den. Der er historien om Tanja og hendes barn og ulven i mosen - eller er det mon nabokonen. Vi hører om lægesekretæren, der på sin halvtreds års fødselsdag forvandles til, ja hvad?, om en havevandring i grundejerforeningen til støtte for SOS børnebyerne, som arrangøren Leif Stuk tager konsekvensen af.
Det er en rigtig god samling på otte historier, som Charlotte Weitze har skrevet med Det hvide kvarter. Der er en lige linje mellem alle otte, vel og mærke uden at gentage sig selv, og man kan mærke, at de er skrevet til én bog. Det kan nemlig ofte være en svaghed i novellesamlinger, at det er års overskud fra en forfatters skrivebordsskuffe, hvor historierne stritter i for mange retninger - men ikke her. Det er godt, det er underligt, det er overraskende - og til tider ret morsomt. Og så er det sprogligt rigtig fint!
 
(Rosinante, 154 sider) 

Arnaldur Indriðason: Nedkøling, 2011

Endnu en af Arnaldur Indriðasons solide islandske krimier om sin tungsindige kommissær Erlendur Sveinsson og hans fornemmelse for, at noget ikke er som det skal være i en sag. Denne gang et oplagt selvmord, som Erlendur finder lidt uldent, ikke mindst i lyset af ofrets fars druknedød en menneskealder tidligere, og som han endda får kædet sammen i sin egen uofficielle efterforskning med ligeså gamle forsvindingssager, som er forblevet uopklarede. Køber man den præmis (og det kan måske kræve lidt), ligger der en rigtig god bog foran én.
Erlendurs drivkraft er den, som man flere gange har mødt i bøgerne om ham, nemlig hans brors forsvinding som tiårig i en snestorm på fjeldet Harðskafi, som også er bogens islandske originaltitel. Erlendur har siden været besat af forsvindingssager, hvortil han også regner selvmord. Det er med andre ord meget hans egne spøgelser, han jager i disse sager.
Noget, der er specielt ved Nedkøling, og som gør, at den er en af mine favoritter i serien, er, at Erlendur er så meget i fokus med sin egen baggrundshistorie, som kædes flot sammen med selve plottet. Det er denne gang ikke en politiroman men en mands egen jagt på sandheder - også om sig selv. Og det er en jagt, han denne gang er helt alene om. Det er også en bog om spiritisme, som Erlendur forkaster men alligevel mellem linjerne fascineres af - og man kan mærke, at forfatteren har den samme kritiske holdning men også tiltrækning.
Absolut en af de bedste Erlendur Sveinsson-bøger på dansk for mig. Som sædvanlig rigtig godt håndværk og god litteratur. Men jeg er utilfreds med titlen Nedkøling. Originaltitlen Harðskafi siger mere om Erlendurs indre dæmoner, og det medicinske begreb Hypotermi, som bogen kaldes på engelsk, er mere præcis for indholdet i historien end ordet nedkøling - uden at jeg skal afsløre mere her....
(Rosinante. 296 sider. Oversat af Kim Lembek fra islandsk: Harðskafi, 2007)

Jonathan Franzen: Frihed, 2011

Det er sjældent, at det tager mig så lang tid at læse selv en moppedreng af roman. Men Frihed har taget rigtig lang tid, både pga. andre omstændigheder, men også fordi det er en monumental mursten - og af meget høj kvalitet!
Frihed er historien om familien Berglund i Minnesota, der bosætter sig som en slags pionerer i et noget nedslidt bykvarter i 80'erne efter endte universitetsuddannelser og bliver den ny tids familie med grøn idealisme og børnene i centrum. Vi får historien om familien bragt op til årtusindskiftet, hvor livet for alvor begynder at krakelere, og idealerne svigtes - nok ikke tilfældigt samtidig med Bush Juniors nye æra i det amerikanske samfund.
Det er en The Great American Novel, som Franzen har begået med Frihed. Der er så mange vinkler og historier, man kunne gribe fat i og spinde lange ender over - og de er alle ført til dørs og afsindigt godt skrevet. Rent guf! Bare den med datteren, hvor der står, at hun underkaster sig en omfavnelse fra sin mor. Så er det forhold sat på plads! Det var en af de korte, men der er også lange passager, som helt tager pusten fra mig sprogligt, og er ekstremt velskrevne og meget præcise sociologisk og psykologisk. Og der er vidunderlige satiriske indslag, bla. om Apples strategi om at være med til at skabe en "bedre verden" med deres vanvittigt dyre produkter, Irakkrigen og kommercialiseringen i det hele taget.
Hvis der er noget, som jeg endelig skulle kunne sætte en finger på, er det, at datteren Jessica ikke kommer til orde i bogen. Hun ville have kunnet give et bidrag, som måske kunne have sat historien mere på spidsen og have tilført noget nyt. Men det er egentlig også alt.
Egentlig er der stof til en mindst dobbelt så lang anmeldelse, hvor der kunne gribes fat i flere elementer i bogen, men desværre ikke her på Bogbrokken. Det er en fantastisk bog og foreløbig nok årets bog for mig, og der kan under ingen omstændigheder gives mindre end topkarakter her:
 
(Gyldendal, 581 sider. Oversat af Mich Vraa fra amerikansk:  
Freedom, 2010)