Frank Tallis: Døden i Wien, 2010

Et ungt, smukt kvindeligt spiritistisk medium er blevet skudt i et værelse i sin lejlighed i det det kejserlige Wien i 1902. Døren er låst indefra, alle vinduer er lukket, og både projektilet og mordvåbnet mangler. Kriminalinspektør Oscar Rheinhardt søger hjælp hos sin gode ven psykoanalytikeren Max Liebermann og hans logiske intelligens. Liebermann er forøvrigt nærmest udstyret med Dan Brown-figuren Robert Langdons (Da Vinci mysteriet m.fl.) fuldstændig perfekt overmenneskelige ekspertise på både menneskelige, faglige og kunstneriske og andre intellektuelle felter. Jeg er helt sikker på, at der kunne komme en rigtig god TV-serie ud af denne i og for sig gode krimi, der bare ikke helt kunne fange mig. Det var lidt dobbelt: en glimrende krimi blev overskygget af for meget tidsbillede, og et glimrende tidsbillede blev overskygget af for meget krimi. Det er altså set lykkes før. Og så er hovedpersonen Max Liebermann så perfekt på alle måder, at han bliver noget der nærmer sig en papkassefigur. Lad mig sige at Dan Browns Langdon er værre, men det snerper. Godt, det var brokkeriet. Tallis kan skrue et krimiplot sammen, han kan lave et tidsbillede, han kan skabe et godt persongalleri - og jeg er sikker på at han kan lave en krimi, der kan fange mig en anden gang!

(Originaltitel: Mortal mischief, 2005)