I 2009 var jeg på en glimrende temadag på Gentofte Bibliotek om årets nye skønlitteratur, men en af oplægsholderne talte ikke om nyudgivelser eller tendenser i tiden. Det var den uhyre sympatiske Arild Batzer, der har forlaget Batzer & Co, og som talte om det at udgive bøger af kærlighed til god litteratur på et enmandsforlag. Han havde en historie om sin udgivelse af den norske forfatter Gert Nygårdshaugs bog Provst Gotvins geometri, som Batzer udgav i 1999. Efter et halvt år havde bogen, uden at være blevet anmeldt, så vidt jeg husker solgt 17 eksemplarer. En dag fik han stukket den i hånden på en medarbejder på Weekendavisen, bogen blev anmeldt - og et par uger efter havde den solgt 500 eksemplarer.
Uden sammenligning i øvrigt oplevede jeg mediernes magt på en måde i fredags, der kunne ligne det. Selv om mediet er skiftet. Jeg har en besøgstæller, som jeg jævnligt checker, og da da jeg var inde fredag ved 9.30-tiden var den i oprør! Jeg blev nærmest bange for virus, spaming, spyware, fishing og banale synsforstyrrelser, men da jeg et par timer efter lavede en søgning på Google på de seneste bogbroklinks og så hvorfor, tog jeg det heeeeeelt roligt. Netboghandlen Saxo er nemlig på sin Facebookside begyndt at omtale udvalgte bogblogs, og den første udvalgte side var Bogbrokken. For ikke at overdrive vil jeg sige, at det da både gjorde mig glad og ret stolt!
Det endte med, at jeg havde ca. 10 gange så mange besøg som jeg plejer at have, at jeg havde haft besøg fra Holland, Schweiz, Israel og Kenya, og at folk surfede rundt mellem mine sider - og jeg følte mig meget betydningsfuld i den danske litterære meningsdannelse.
Ja, ja. I dag er alt normalt igen. Enhver ting har sin tid. Mine 15 sekunder - faldt takket være Facebook og Saxo fredag d. 17. september 2010.
Shirley Jacksons: Livet blandt de vilde
16 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar