Bogen foregår i årene 1978, 1998 og 2008. Hoveddelen af bogen udspiller sig i 1978, hvor det lille landsbysamfund Finsland nær Kristianssand bliver ramt af en række pyromanbrande i maj og juni. 20 år efter, i 1998,vender jegfortælleren, Gaute Heivoll, som er født i Finsland i marts 1978 få måneder før brandene, tilbage til barndomsbyen fra et falleret jurastudium for at sige farvel til sin far, som på det tidspunkt er dødssyg af kræft. Og igen kommer han, efter at være blevet forfatter i 2008 for at skrive en bog om pyromanen, som blev fanget dengang i '78. Og under skriveprocessen med bogen finder Gaute Heivoll flere og flere paralleller mellem sine egne og den unge pyromans mørke sider...
Det er ubetinget en meget fin bog, som både forfatteren og jeg'et Gaute Heivoll har skrevet. Flot portræt af et landsbysamfund og dets frygt, af pyromanen og hans meget mærkværdige historie, og ikke mindst et flot portræt af forfatteren selv, og om det at skrive en historie, som han finder ud af bliver om sig selv på en anden måde end han nok havde tænkt sig.
Rigtig, rigtig god bog, som jeg tror kommer til at sidde i mig i lang tid - og sætter nye dagsordener for norsk hjemstavnslitteratur!
(Samleren, 287 sider. Oversat af Camilla Christensen fra norsk: Før jeg brenner ned, 2010)
Jeg troede såmænd, det var vedtaget ved lov, at dansk litteratur SKULLE handle om (problematiske) parforhold? Eller det er måske kun et uomgængeligt krav i krimier? Jeg har på et tidspunkt ladet en kollega læse et manuskript, og for hende var det en væsentlig svaghed, at detektivens ægteskab fungerede sådan nogenlunde okay. Set i bakspejlet kan jeg sagtens selv finde en række svagheder (så det bliver nok liggende i skrivebordsskuffen for altid), men jeg vil altid forsvare min ret til at inkludere enkelte vellykkede ægteskaber i mine bøger.
SvarSletGod idé at prøve det med det vellykkede ægteskab. Det lyder nyt og spændende - omend noget vovet...
Slet