Frands er venstreorienteret intellektuel fra 68-generationen, nyskilt og udskrevet fra psykiatrisk afdeling efter et halvhjertet selvmordsforsøg. Hans barndomsven, den tidligere professionelle fodboldspiller, Frank og hans kone Rita og deres datter er døde i en tragedie, som Frands har sin andel i, og nu sidder Frands på et lånt værelse og skal oversætte en bog om den italienske arbejderklasse. Men i stedet skriver han om FF, nemlig Franke og Frandse, som de blev kaldt nede i gården og i fodboldklubben Fremad Amager. Men han skriver også om både sig selv, sit parforhold med sin kone Katrin og om venstrefløjen i 1970'erne. Alt sammen henvendt til sønnen Alexander.
At Fodboldenglen er skrevet som en række dagbogsnotater i efteråret 1977, samtidig med Rote Armee Fraktions bortførelse af arbejdsgiverformanden Hans-Martin Schleyer er ingen tilfældighed. Det var om noget begivenheden, som pillede uskylden af 1968 og af venstrefløjen, hvad enten man var for eller imod. Og også Frands' uskyld ligger i ruiner på alle måder. Det beskriver Nielsen fantastisk flot i bogen, som er hans eget opgør med den venstrefløj, som også han tilhørte.
Samtidig er bogen en flot fortælling om det tabte land i barndommen og om netop den uskyld, som nu Frands og Frank på alle måder mister for alvor efter de har nået de tredive. Fra at alt ligger åbent og til at mulighederne er snævret helt ind er en udviklingshistorie, som mildest talt flere end Frands og Frank har prøvet! Bordet fanger, landet er lukket og man sider i saksen - for at bruge bare tre klichéer.
Rigtig god bog, som selvfølgelig har opnået en klassikerstatus som et monument over en generation og en venstrefløj - og som en bog, som får en uforstandig ynder af fodbold til også at kunne forstå de zenoplevelser, som spillet kan give.
(Tiderne Skifter, 240 sider)
Forsidens oprindelige billede - med den svævende hvide engel Henning Jensen. ©Polfoto. |
jeg fandt lige bogen antikvarisk for et par uger siden, og jeg glæder mig faktisk til at læse den
SvarSletJeg synes du roligt kan glæde dig - selv om dele af den med 2012's øjne kan virke ret 70'er-agtige, men bestemt uden at den falder i de værste 70'er-grøfter.
SvarSlet