torsdag den 1. marts 2012

Katrine Grünfeld: Et hjem i Mørke, 2012

Der er helt åbenbare fællestræk ved Katrine Grünfelds foreløbig tre romaner Mindre pletter (2008), Sommerferie (2010) og nu også Et hjem i mørke: De handler alle om tilsyneladende ressourcestærke kvinder, der snubler i deres tilværelse og jagten på "Det gode Liv".
I Et hjem i Mørke flytter det yngre par, fundraiseren Pelle (Pernille) og arkitekten Mos (Mogens Thomas), til Mørke på Djursland i Mos' nyligt afdøde fars hus. De har begge fundet nyt job og vil se om livet på landet kan bære. De slæber begge nogle ting med fra barndommen, som bl.a får Pelle til at lukke sig inde i klædeskabet, når livet bliver for meget og det gør det tit. Mos bliver mere og mere redebygger, mens Pelle vægrer sig - også da hun bliver gravid og putter sig mere i skabet end nogensinde...
Katrine Grünfeld har et enormt skarpt blik for psykologiske mekanismer i parforhold og til at beskrive dem. (Indskudt bemærkning: Hun er jo cand.mag i psykologi og litteratur, selv om der ikke behøver komme god litteratur ud af det). Hun har en kærlighed til sine personer men kan også kritisere dem for deres reaktioner på de kriser, som de kommer ud for. Og det er god litteratur: velskrevet, interessant og med gode miljø- og personskildringer. Noget jeg måske snart kunne tænke mig fra Katrine Grünfelds side var, hvis hun ville bevæge sig væk fra sine "sædvanlige" miljøer og prøve kræfter med noget anderledes. Hendes bøger er godt nok forskellige, og de er gode, men de kredser alligevel omkring de samme temaer i store træk.
Altså: Endnu en god bog fra Grünfelds hånd, absolut værd at læse og anbefalelsesværdig - men Katrine, vis os at du også kan flytte dig selv ved at prøve noget nyt. Dine evner som romanforfatter kan garanteret også bruges dér!
***1/2
(Gyldendal, 136 sider)

2 kommentarer:

  1. Katrine Grünfeld01 marts, 2012 09:51

    Kære M
    Læser altid med glæde dine ord om mine bøger. Og nu bliver jeg nødt til at svare - fordi du henvender dig så direkte til mig. "Mindre pletter" opfatter jeg absolut ikke som en parforholdsbog. Og der er andre vægtigere temaer i "Et Hjem i Mørke" end parforholdet... Men jeg ved, hvad du mener. Og tak for dine rosende ord. Den bog jeg skriver på nu, har arbejdstitlen "Gestus". Den handler om nogle venner, der mødes til en middag en aften i 2011. Det går måske helt galt. Og her bevæger jeg mig ud af det, der måske er min komfortzone. Men den er morsom at skrive. I sær når bogens to søstre ikke længere kan kontrollere deres uenigheder.
    Håber du får et skønt forår.
    Kh Kat

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Katrine
      Tak for kommentaren, og også et skønt forår til dig med ønske om god fornøjelse på arbejdet på Gestus!
      Jo, du kan have ret i, at min formulering fik det til at se ud som om, at det er parforholdet som tema, der det er det helt gennemgående i alle tre bøger - og jeg giver dig ret i din anke. Det blev nok for firkantet den formulering, selv om parforholdet absolut er et hovedtema i Sommerferie og Et hjem i mørke.
      Men det lyder godt at du prøver kræfter udenfor komfortzonen, og jeg vil absolut være at finde som læser på Gestus - komfortzone eller ej!
      PS: Har lavet en lille ændring i formuleringen på sætningen.

      Slet