Ny skønlitteratur - maj 2011

Vinter- og forårssæsonen i det skønlitterære landskab er ved at være slut, men alligevel kommer der stadig nogle ting i maj, som nok skal få det til at rykke i nogle.
Det er kun tre danskere mellem dem jeg har valgt ud i denne omgang. Først og fremmest er der Dy Plambeck, som jeg flere gange har haft med hjem (i bogform) fra biblioteket uden at få startet på hende. Hun udgiver d. 6. maj romanen Gudfar med tre generationers tidsbilleder fra Danmark 1954, 1974 og 2007, repræsenteret ved hver sin ikke helt almindelige person. Og så kommer Trisse Gejl med sin Siden blev det for pænt om en kvindelig forfatter i opløsning i en gevaldig skrive- og livskrise (10.5). Vita Andersen kommer 27. maj med sin nye roman Sig det ikke til nogen. Hvad det handler om ved jeg ikke, men mon ikke at der gemmer sig nogen familiehemmeligheder...
Israelske Amos Oz får udgivet sin Scener fra en landsby d. 11. maj. Indtil videre har jeg kun læst hans Vers om livet og døden, og det var godt. Scener fra en landsby skulle være en slags kollektivportræt af en landsby i det nordlige Israel. Så er der Jonathan Lethem med Chronic City (30.5), som virker som et portræt af New York, fortalt gennem to modsætningsfyldte mennesker, der mødes. Og endelig i den udenlandske del kommer Orhan Pamuk med sin Uskyldens museum (17.5), om det moderne Tyrkiet og om en ny generations søgen efter lykken i et land styret af gamle traditioner.  

Som overgang til den mere spændingsprægede del af maj måneds udgivelser udgiver Juli Zeh d. 19. maj Corpus delicti. En "big-brother-fortælling om et sundhedsdiktatur i en nær fremtid". Den og Juli Zeh blev fremhævet meget på et kursus om årets skønlitteratur, jeg var på fornylig. Herudover udkommer Ikke i kød og blod af Baroness Rendell of Babergh, eller bare Ruth Rendell (3.5), og atter en Roy Grace-roman af Peter James med titlen Med døden i hælene (31.5),og endelig slutter Leif G.W. Persson denne oversigt af med endnu en bog om Lars Martin Johansson, Den døende detektiv, d. 27. maj.
Se flere indlæg om kommende bøger ved at klikke på "etiketten" Kommende bøger forneden.

Simon Beckett: Den glemte grav, 2011

Simon Beckett er tilbage med den retsmedicinske antropolog David Hunter, der tidligere har været hovedperson i tre effektive krimier på dansk, hvoraf især Skrevet i ild fra 2008 er nogle urolige nattetimer værd.
For otte år siden assisterede den retsmedicinske antropolog David Hunter politiet med at finde ud af, hvor tre myrdede unge kvinders lig var blevet begravet. Morderen og voldtægtsforbryderen, "monsteret" Jerome Monk, havde lovet at udpege gravstederne, men forsøgte i stedet at stikke af ude på heden i Sydvestengland. Nu otte år senere er Monk flygtet og har tilsyneladende iværksat en vendetta mod de folk, der forsøgte at finde gravene - og heriblandt Hunter...
Det går som sædvanlig ikke stille af, og både Hunters og venners og fjenders liv og førlighed bliver sat på spil i opklaringen af mysteriet om "monsteret" og den glemte grav. Og Beckett kan altså skrive en cliffhanger, så man ikke slipper grebet før både man og bogen er færdig. Så lever man med de skabelonagtige personer og deres meget firkantede opbygninger, der er som skabt til en umiddelbart genkendelig TV-verden. F.eks kan man tydeligt måle sympatien for personerne, ikke mindst kvinderne, ved at læse om deres udseende. Jo smukkere, jo mere sympatiske. Og sproget og verdensopfattelsen virker i det hele taget noget bedaget. Så dette er en god gammeldaws krimi som fra før kvindefrigørelsens tid, bare med tilførsel af moderne elementer...
Men fandens spændende og underholdende - det skal han altså have!

(Lindhardt og Ringhof, 367 sider. Oversat fra engelsk af Poul Bratbjerg Hansen: The Calling of the Grave, 2011)

Nu trækker det op...

Så sker det. I dag fylder jeg halvtreoghalvfems, så nu skal den læses. Med flerfarvet signatur og det hele. Men det kommer nok til at tage lidt tid. Der er godt nok mange sider og der står meget på dem!
Du kan i mellemtiden læse min "reportage" om Fruens og mine oplevelser fra Murakami på Møn i august 2011.

Lone Hørslev: Sorg og camping, 2011

Titlen Sorg og camping på Lone Hørslevs nye roman er taget fra et digt af Per Højholt og udtrykker livets modsætninger mellem den store smerte og daglig trivialitet. Og det er en titel, der passer fint på - ja, Sorg og camping. Når dertil kommer, at bogen foregår i Løkke, en vestjysk landsby, med hvad man nu engang kan lægge i det bynavn, er linien lagt.
Og umiddelbart kunne det, der foregår i det meste af bogen, udefra se ret trivielt ud. Men ved at Lone Hørslev lader os se trivialiteterne indefra de fem hovedpersoners tanker, er der pludselig lig i lasten, hemmeligheder, forbudte drømme og bristede illusioner på spil. Og fem verdener, der er ved at krakelere.
Personerne er købmandsparret Marianne og Jørgen, hvoraf det kun er Jørgen, som kender til det anbefalede brev, som banken har sendt og stadig mangler at blive åbnet. Det er Jørgens bror Thomas og hans islandske kone Gunnhildur, som på den dag i 1985 hvor bogen udspiller sig har været forsvundet i fire dage. Og det den unge medhjælp i købmandsforretningen Jannie, hvis gifte elsker Laurits netop har afsluttet deres torsdagsaffære. Og det er forøvrigt Jørgens fødselsdag...
Om Lone Hørslev kan skrive? YES! Der er godt nok tempo og swung og saft og kraft i den talesprogsagtige måde, hun skriver på med ord, der understreges med brug af både kursiv, STORE bogstaver og parenteser. Der er rablende sætninger og skønne ordsammenstillinger a la "den blødhed og spændstighed, som kun ungpigebryster og kogte, pillede æg har". Værsågod!*
Og så er der absolut gode historier og mening bag som allerede sagt i min indledning. Rigtig, rigtig god og velskrevet roman af en forfatter, som jeg mærkværdigvis ikke før har læst. Men hendes Naturlige fjender fra 2008 og Fjerne galakser er kedelige fra 2005 er straks sat på skal-læses-listen.
 
(C&K Forlag, 218 sider)
24 januar 2012: Netop nu er jeg i gang med Patrick Süskinds  
Parfumen fra 1985, og på s. 180 i min udgave står der: "De 
tunge lemmer var stadig glatte og faste, brysterne som 
pillede æg...". Tilfældigt?

Min nye sengelæsehestepude. Tak, mor!

Eller er det læsehestesengepude - eller sengehestelæsepude...?

Tom Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl - 18. april 1864, 2008

Det er en barsk beretning om skalten og valten med unge menneskers liv, som Tom Buk-Swienty fortæller i sin Slagtebænk Dybbøl. Og der sker altså ofte noget, når det er journalister, der laver den slags beretninger. Udover at de i kraft af deres uddannelse har en træning i journalistisk metode og kildekritik, har de også øje og ofte talent for formidling til læserene. Selvfølgelig er historikere stærke med hensyn til videnskabelig metode og kildekritik, men jeg har læst bøger om spændende emner af historikere, som ikke kunne formidle til andre end fagfæller.
Tom Buk-Swienty er én af de journalister, som har gjort kunststykket med sin Slagtebænk Dybbøl om krigen og ikke mindst nederlaget i 1864. Og det er godt og solidt, hvor Swienty har valgt at lade beretningen for en stor del basere på breve og dagbogsoptegnelser fra både danske og prøjsiske deltagere i slaget om Dybbøl. Så bliver det i høj grad historieskrivning med rigtige mennesker og ikke en omgang ens tinsoldater. Og rigtig godt skrevet og bundet sammen
Buk-Swienty får sikkert med rette fremstillet de danske politiske beslutningstagere som virkelighedsfjerne nationalromantikere, som hang fast i forestillingen om Danmarks uovervindelighed efter treårskrigen og i myter, f.eks om fæstningvolden Dannevirkes uindtagelighed. Dertil kommer at bl.a konseilspræsidenten (statsministeren) D.G. Monrad og forsvarsministeren Lundbye var ude på et mentalt skråplan, og det gjorde ikke den politiske virkelighedsopfattelse mere jordnær...
Er der noget, jeg savner i Slagtebænk Dybbøl, er det noget ordentligt kortmateriale med oversigt over parternes bevægelser og hvordan stillingen i Dybbøl så ud. Der er to kort i bogen, hvoraf det ene forsøger at vise det, men det er så gnidret, at jeg ikke fik meget ud af det. Men ellers en rigtig god bog, som er en klar anbefaling værd.

(Gyldendal, 401 sider)

Gustav Wied: Livsens ondskab - billeder fra Gammelkøbing, 1899

For efterhånden en del år siden læste jeg Livsens ondskab, og det var dejligt at læse den igen. Det er et af de danske satiriske mesterværker, som er endnu mere grum end den ellers glimrende TV-version af bogen, der blev lavet i 1972. Det er nok billeder fra den, der dukker op, når den der har set serien tænker på bogen - ikke mindst billeder af Kjeld Markuslunds fremstilling af Emmanuel Thomsen (Thummelumsen) og af toldkontrollør Knagsted, spillet af Carl Ottesen. Og det var da også seriens billeder, der hele tiden dukkede op, da jeg genlæste Livsens ondskab.
Jeg skal spare dig for et handlingsreferat, men i stedet fremhæve, at i på tryk virker Emmanuel Thomsen endnu mere kolerisk på hjemmebanen, endnu mere teatralsk melankolsk over tabet af den fædrene gård og og endnu mere underdanig overfor - og negligeret af - provinsbyens top. Knagsted er endnu mere kynisk, men fremstilles også i højere grad som det ulykkelige menneske, han er, mens Overlærer Clausen ikke virker helt så småimbicil og opgivende overfor Knagsted, som han nogle gange kunne være i TV-udgaven.
Og Wied skriver som en drøm. Det er kynisk, det er let og somme tider meget rørende. Og det er ikke mindst et besk angreb på en provinsiel(?) selvtilstrækkelighed i det borgerskab, som personerne tilhører, eller føler at de tilhører i Gammelkøbing (Roskilde). At Livsens Ondskab er et gennembrud til moderne samfundskritisk satire, er det ingen grund til at stille spørgsmålstegn ved.
Jeg kan ikke lade være med at citere de allersidste linier i bogen, hvor skumringens idyl males - og så skal vi lige i bedste Knagstedstil ruskes lidt i glansbilledet. Og mon der i disse linier ikke også lige bliver rakt tunge af de til tider lige lovlig naturromantiske digtere i slænget omkring Johannes Jørgensen:

"Skumringen blev dybere og dybere. Stjernerne glimtede frem; og hist og her ude over de dunkle Marker tændtes et enligt Lys bag en Rude. Natten sank stor og stille ned over Jorden .... Og i det fjerne gøede den traditionelle Hund."

 
(Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag, 240 sider)

Ny blog: Bibliotekar Bagklogs Dagbog

Jeg har i dag søsat min anden blog Bibliotekar Bagklogs Dagbog, som nok er mere er henvendt til især bibliotekspersonale - en afart af menneskeheden jeg selv er en del af i voksenafdelingen i Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne.
Jeg kan forestille mig, at den nok ikke bliver ligeså hyppigt opdateret som Bogbrokken, og at den kommer til at have indlæg fra det daglige liv som bibliotekar på et folkebibliotek, og om de glæder og irritationer der følger heraf - brok over lokale forhold og kolleger skal jeg dog nok holde for mig selv og mine kolleger.
Men jeg ved, at der en del bibliotekarer, som følger Bogbrokken, og måske kunne I være interesserede i bloggen. Både I og alle andre er velkomne til at være med til at kommentere - og også gerne sende forslag til emner, som der kunne tages op. Men jeg lover intet. Det er stadig Bogbrokken, som har min førsteprioritet.
Om Bibliotekar Bagklogs Dagbog bliver et sundt og velskabt barn eller en dødfødsel, er jeg stadig spændt på. Ét indlæg gør jo ingen blog....

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid, 2011

Titlen på Helle Helles nye roman Dette burde skrives i nutid er lidt af et scoop, men som jeg læser den også noget mistrøstig. For det er en jeg-fortælling i datid om en ung Dorte i 1980'erne, som ikke rigtig kan få sig taget sig sammen til at få gang i sit liv. Hendes liv virker som én stor afledningsmanøvre. Og titlen læser jeg som om, at det åbenbart stadigvæk her ca. femogtyve år efter, da historien bliver fortalt, er svært...
Som sædvanligt er Helle Helle en stor sprogbehandler. Der bliver kælet for hver eneste sætning, og hun har et enormt talent for at nærmest at med få stor betydning i nogle få linier om "ingenting". Der er ikke mindst masser af mening i de umiddelbart intetsigende og fuldstændigt banale dialoger. Det giver en samlet historie om rigtige levende mennesker, som jeg næsten tror, at jeg ville kunne genkende, hvis jeg mødte dem på gaden - eller i Scala... Helle skriver nærmest som et maleri, der består af syv penselstrøg, som man kan blive ved med at få noget ud af.
Jeg var nok mere optaget af hendes Ned til hundene, end af Dette burde skrives i nutid. Der var nogen uklare ting omkring Bente i Ned til hundene, som gjorde én mere nysgerrig på Bente end man bliver på Dorte i denne bog, men Helle Helle er en mester i at fortælle historien om Dorte, som ikke rigtig kan finde ud af at stille noget op med sit liv andet end at lade det gå - og gå forbi.
Intenst portræt af Dorte og af livet i en lille provinsby - og smukt og stærkt skrevet. Der er ingen som Helle Helle i Danmark, der kan skrive sådan. Og det er fint nok, så længe vi har hende!

(Samlerens Forlag, 160 sider)

Emma Donoghue: Rum, 2011

Forestil dig at du er fem år, og at du har været lukket inde i et rum kun sammen med din mor, siden du blev født. Hvordan vil du opleve verden udenfor, hvis du blev lukket ud? Bare det aldrig have gået ned af en trappe før? Hvordan gør man det? Eller det at have prøvet at være udendørs med lugte, lyde og andre indtryk? Og så at skulle tale med andre mennesker end din mor og hendes bortfører, som er de eneste levende mennesker, du har set i dit liv?
Det er historien. Jack og Mor bor i Rum. Jack har aldrig været andre steder end i Rum. Næsten hver aften kl. 9 kommer Gamle Nick og voldtager Mor, når Jack er blevet gemt af vejen af Mor i Klædeskab. Lige omkring Jacks fem års fødselsdag kommer Mor af vanvare til at røbe, at der også findes en anden verden, en verden - ikke i Rum - men i Udenfor, og at noget af det, som de ser på Fjernsyn, faktisk findes i virkeligheden. Det vækker tanker i Jack og en længsel i Mor, som nu bliver besat af flugt fra deres bortfører.
Rum er ekstremt stærk fortælling om et dybt, dybt fællesskab mellem Jack og Mor, som bliver endnu stærkere ved, at det er Jacks syn på Mors og hans historie der fortælles. Hele hans liv har foregået i den relative tryghed som Rum nu engang er, og som afløses af den utrygge og angstprovokende utryghed i Udenfor - den virkelige verden.
Bogen var shortlistet til Man Bookerprisen 2010 og det må siges at være velfortjent: Meget, meget flot historie set fra et barns synsvinkel, smukt mor/søn-portræt, absurd, humorfyldt, barsk, tankevækkende, anderledes vinklet og meget rørende - med en skrap satire over sensationsjournalistikkens følelsespornografiske paparazzi-TV - og ikke mindst en en fortælling om Jacks længsel efter den velkendte tryghed i fangenskab som modsætning til utrygheden i en kaotisk og uhåndterlig frihed.
Stor bog uden de store armbevægelser. Det kan gå hen og blive en klassiker!
Politikens Forlag, 339 sider. Oversat af Kirsten A. Nielsen fra amerikansk: Room, 2010)
PS: Du kan selv "udforske" Rum på bogens hjemmeside.

"Helle, du må altså lige vente - Emma har ordet!"

Når der på udgivelsesdagen kl. 7.45 kommer et postbud til ens dør med Helle Helles nye roman Dette burde skrives i nutid , og man så endda har fri, er det altså svært ikke at lægge alt andet til side og kaste sig over den. Især når anmeldelserne i aviserne er stort set enige:
Information: "For selvfølgelig er Dette burde skrives i nutid en fremragende roman, endnu et slankt og nonchalant mesterværk.."
Berlingske: "Helle Helles nye roman »Dette burde skrives i nutid« viser en forfatter, der i den grad har noget at »skrive skrive« om, og som gør det hylende morsomt, kærligt og dødalvorligt". (5 stjerner)
Politiken: "I udpræget grad gør den det, fiktionslitteratur overhovedet er bedst til - den inviterer os ind i et andet menneske bevidsthed. Og gør det på en måde, så man ikke kun føler sig som gæst, men som en indsat - spærret inde i det fængsel, som et jeg kan være". (6 hjerter)
Weekendavisen: "Der er noget uldent ved det spejlbillede, noget vidunderligt uldent i Dette burde skrives i nutid, og jeg skriver helt og aldeles i nutid, når jeg skriver, at dette er en selvskreven kandidat til næste omgang af Nordisk Råds Litteraturpris!"
Jyllandsposten er dog mere forbeholden: "Det er sikkert yderst realistisk. Men hvor er blikket for verden, hvor er interessen for det, der overskrider den private horisont? Kan det virkelig passe, at navlen giver den bedste vinkel på tilværelsen?" (4 stjerner) 
Men jeg skal altså lige læse Emma Donoghues i øvrigt helt fremragende og Bookerpris-nominerede Rum færdig, og den vil jeg bare ikke haste igennem for at se, hvad Helle Helle har på hjerte - selv om jeg aldrig havde troet, at Glumsø ville trække så meget i mig som den gør lige nu...
 
16. april: Nu er jeg færdig med Rum af Emma Donoghue, og jeg er gået i gang med Helle - mere om det om et par dage...

Elsebeth Egholm: Tre hundes nat, 2011

Dicte Svendsen er dømt ude i denne krimi af Elsebeth Egholm, men det bliver i familien. Det er nemlig hendes bortadopterede søn Peter, som er hovedperson i Tre hundes nat. Og han og de tre andre hovedfigurer i bogen kan snildt bære en god krimi i kraft af deres troværdighed som romanfigurer, de er godt skrevet.
Til gengæld, og det er bogens store svaghed, er plottet og de mange personers indbyrdes relationer båret oppe af så mange, så store og så utroværdige sammentræf, at det trækker væsentligt ned i pointgivningen til Tre hundes nat. Og der skal sikkert flere tilfælde af sammentræf til, at Peter kan bære en krimiserie, som Egholm har bebudet.
Bogen starter med, at Grenå Politi har travlt. En 19 årig pige er meldt forsvundet, og samtidig finder Peter (Dictes søn med kriminel fortid) og hans nabo, den lidt mystiske kvinde Felix, en strandvasker, som viser sig at være Ramses, som Peter tilfældigvis har siddet i Horsens sammen med. Det er første sammentræf, men bestemt ikke det sidste. Også naboen Felix har tilfældigvis meget personlige bånd til denne sag. Politimanden Mark, der har fået jobbet som lokalbetjent i Grenå som aflastning fra Københavns drabsafdeling, og Anna der bliver udsendt af drabsafdelingen i Aarhus er tilfældigvis gamle flammer fra dengang Mark var hendes overordnede i København. Og der er s'gu også tilfældigvis luskede interessenter i hele sagen i familien til den sidste hovedfigur i opklaringen, marinedykkeren Kir. Jeg kan desværre ikke fortælle alle de mange sammentræf, der åbenbart skal til for at binde plottet sammen, uden at røbe eller skrive for meget. Lav en liste, og se hvor mange du finder.
Rent bortset fra det er det faktisk en god krimi med levende mennesker som figurer, troværdige miljøer og en historie, der strammer til i et tempo, der virker realistisk. En bog hvor man er spændt på slutningen, ikke mindst for Peters og Felix' vedkommende.
Men altså: Alt det der sammentræfferi. Det er så væsentlig en svaghed, at det trækker en hel stjerne fra - og der er altså langt fra tre en halv ned til to stjerner.
(Politikens Forlag, 391 sider)
Se også min anmeldelse af Elsebeth Egholms De døde sjæles nat, 2012

Masser af indlæg om krimiens fremtid på Krimimessen 2011 i Horsens - og hvad kommer man hjem med: Spillane og A.A. Milne!

Én eneste gang var Fruen og jeg ovre i den egentlige messehal med forlags- og boghandlerstande på Krimimessen i Horsens. Vi var der i ca. en halv time, og da vi kom ud havde jeg købt tre bøger på Fyns Antikvariats stand, som jeg glæder mig til at læse:
Mickey Spillanes to bøger I en ensom nat, 1953 og Mike Hammer hævner, 1955. Begge er volds- og våbenfikserede og fra den bedste McCarthyskuffe! Hvis de lever op til den eneste Spillaneroman, som jeg har læst, De grønne kort, er det med det mest modbydelige livssyn - og skide godt skrevet og tæske underholdende.
Den tredie bog var Peter Plys' opfinder A. A. Milne og hans Mysteriet i det røde hus fra 1945. Den er oprindeligt fra 1922, og blev i følge Carsten Wind Meyhoffs Forbrydelsens elementer krititiseret sønder og sammen af Raymond Chandler for at være fuldstændig forkert på den mht. virkeligt politiarbejde.
Men Meyhoff skriver selv, at bogen faktisk er en lille overset perle i den britiske guldalderkrimi pga dens humor og snurrige konstruktion.
De skal nok blive læst og anmeldt - men jeg kan da forestille mig, at mindst en af den bliver til en del af sommerferielæsningen i år...