søndag den 14. august 2011

E. L. Doctorow: Homer og Langley, 2011

I New York blev der i 1947 på den fashionable Fifth Avenue fjernet 130 tons meget blandet bras fra et hus, som de to brødre Homer og Langley Collyer, født hhv. i 1881 og 1885, havde boet sammen i siden deres barndom. Blandt efterladenskaberne var tonsvis af aviser, et hav af grammofoner, skrivemaskiner, flygler, en Ford T, der stod skilt ad i spisestuen og meget andet. Naboerne havde klaget over liglugt, og man fandt Homer død - men hans bror, som stanken i virkeligheden kom fra, blev først fundet flere dage efter liggende under mængder af skrald mindre end tre meter fra broderens lig.
Om disse to brødre har den nu firsårige E. L. Doctorow i 2009 skrevet romanen Homer og Langley, hvor pennen eller rettere blindskriftskrivemaskinen tilsyneladende er ført af den den blinde Homer i bogen om brødrenes liv. Doctorow lader dem føde en del år senere og lader dem dø mange år efter de virkelige brødre, så de oplever en stor del af det 20. århundrede og dermed det amerikanske samfunds udvikling fra deres lille lukkede verden.
Hvor de virkelige brødre blev - og bliver - betragtet som som nogle stakkels excentriske særlinge, tager Doctorow dem alvorligt og ser deres udvikling som en konsekvens af det tyvende århundredes mærkværdigheder. Det er lykkedes og er flot gjort.
Politiet rydder det virkelige dødsbo.


Det er en rigtig god roman om de to brødres forhold til den efterhånden mere og mere afsondrede verden. Den fortæller både om et par skæve skæbner og om hele det tyvende århundredes historie set fra Homer Collyers skrivemaskine - over 1. Verdenskrig, 20'ernes gangstere, depressionen, 2. Verdenskrig frem til ungdomsoprør, månelanding og endda Jonestown-selvmordet i 1978. Vægtig bog trods sidetallet. For lad dig ikke snyde. Det er meget kompakte 186 sider, selv om bogen har et godt og flydende sprog. Den tog længere tid at læse, end jeg havde regnet med - men alle sider var pengene værd. Til klar anbefaling!
****
(Bechs Forlag - Viatone, 184 sider. Oversat af Claus Bech fra amerikansk: Homer & Langley, 2009) 
  • Se Wikipedias artikel om de virkelige Collyer-brødre

Ingen kommentarer:

Send en kommentar