Mickey Spillane: Mike Hammer hævner, 1953

"Jeg gik et halvt skridt frem og sparkede svinet så hårdt i ansigtet, at hans tænder raslede ud i mine sko". (s. 58)
Der bliver ikke lagt fingre imellem i Mickey Spillanes tredje af over tyve bøger om privatdetektiven Mike Hammer, og det livs-, volds-, våben- og kvindesyn, der præger bogen er bestemt ikke noget, som jeg som en blød og venstresnoet halalhippie af en trækrammer kan gå ind for. Men Gud, hvor det dog fedt at læse såden en gang lummer voldsfascisme en gang imellem! Det skal også lige siges, at ordet "kvinde" stort set ikke optræder. Her hedder det "pigebarn"...hvis pigebarnet vel og mærke ser godt ud.
Om handlingen kan siges, at Mike Hammer en morgen vågner op med voldsomme tømmermænd efter en kodyl druktur med en tidligere soldaterkammerat, som efter Hammer gik i brædderne tilsyneladende har taget Hammers Kaliber 45 og skudt sig selv godt og grundigt. Hammer bliver hurtigt renset for mistanke men får frataget våbentilladelse og bestalling som privatdetektiv. Men han lugter noget uldent ved, at det skulle være selvmord - og jagten på opklaring og hævn går ind.
Tja, hvad skal man sige? Det er effektiv pulp - og ikke beregnet til gaver til pigebørn. Bogen opfylder det den skal, nemlig vold, druk og modbydelighed, og den er i den grad hårdtslående og ret veldrejet. Men lov mig én ting: Overtag for Guds skyld ikke bogens og Hammers livs- og verdenssyn!

(Grafisk Forlag, 1953. Oversat af Gunnar Juel Jørgensen fra amerikansk: Vengeance is mine, 1950)

Læs også min anmeldelse af Mickey Spillanes De grønne kort