Philip Roth: Jeg blev gift med en kommunist, 2011

Det er sjældent at det er en forside jeg falder for, når jeg vælger hvilke bøger jeg kunne tænke mig at at læse. Men mht. Philip Roths Jeg blev gift med en kommunist gav Harvey Macauleys danske omslag i ægte 50'er-pulp sammen med den ligeså pulpede titel mig bare ikke noget valg...
Der er til gengæld ikke meget pulp over selve bogen. Den handler om Ira Ringolds storhed og fald fra at være åbenmundet vært i sit eget radioshow fra slutningen af 1940'erne indtil han efter sin skilsmisse fra den feterede skuespillerinden Eve Frame i en bog, som hun udgiver, at blive hængt ud som kommunist midt i den værste maccarthyperiode.
Jeg havde måske forventet en mere ligepåoghård satirisk bog, men jeg burde jo kunne have regnet ud, at når forfatteren er Roth, slipper man ikke så let. Der er lange diskussioner om at tage politiske og moralske valg, der til tider kunne være noget langtrukne, selv om de bestemt ikke var uinteressante. Der er så også tilsyneladende et opgør med Roths egen fraskilte kone, som Eve Frame skulle være bygget over, så motiverne bliver lidt plumrede med den viden i bagagen.
Så i det hele taget blev Jeg blev gift med en kommunist til lidt af en skuffelse for mig, selv om jeg anerkender, at det er en vigtig historie og godt skrevet. Men den irriterede og ofte kedede mig nok mere end den var en decideret fornøjelse.

(Gyldendal, 408 sider. Oversat fra af Niels Lyngsø fra engelsk: I Married A Communist, 1998)

DR Romanprisen 2012 - De nominerede er...

Så er det officielt og offentliggjort. De bøger, som masser af romanlæsegrupper rundt omkring i landet skal læse, er bestemt:
Lone Hørslev: Sorg og camping skal læses i december og har længe været kendt som en af kandidaterne. Om fem personers liv i den lille vestjyske by Løkke (læg selv symbolik i bynavnet). På overfladen dagliglivets trivialiteter men der er i den grad lig i lasten, hemmeligheder, forbudte drømme og bristede illusioner på spil. Og fem verdener, der er ved at krakelere. Smaddergod bog! Læs min anmeldelse.

Jonas T Bengtsson: Et eventyr er januars bog. Et eventyr foregår i tre perioder i drengen og den unge mand Peters (f. 1980) liv sammen med og påvirkning fra sin far, hvis nærmest grænseløse rodløshed han overtager. Det er en rigtig god og vigtig historie, men Bengtsson har bestemt talent til at kunne have skrevet en bedre roman med så godt et tema. Jeg kom aldrig rigtig til at tro helt på historien og personerne i Et eventyr. Men Jonas T. Bengtsson er heldigvis så god en forfatter, at han stadig er interessant at læse, selv når han har en halvdårlig dag! Læs min anmeldelse.

Erik Valeur: Det syvende barn er den bog som februar skal gå med. Den har jeg endnu ikke læst, men jeg den på min 'must-read-liste'. Den Cavlingprisbelønnede journalist Erik Valeurs mammutroman handler om syv spædbørn, som i 1961bortadopteres fra det hæderkronede børnehjem Kongslund. Men et af børnene bærer på en hemmelighed, som for enhver pris skal skjules, og da en ældre kvinde mange år senere findes død på en strandbred tæt ved børnehjemmet, og et anonymt brev opskræmmer nationens mest magtfulde ministre, eksploderer sagen... Der har været lidt blandede holdninger til romankunsten men ikke til indholdet i bogen i de anmeldelser, som jeg har set. Og der er ingen tvivl om at Valeur er en gudsbenådet journalist. Så langt tilbage kan jeg da huske til månedmagasinet Press.

Henrik Andersen: Beskyttelseszonen er marts' bog. I midten af 60'erne møder østtyske Ingrid danske Poul i Eisenach. De forelsker sig, og Ingrid bliver gravid. Men det er ikke nemt bare at rejse ud af DDR. Noget for noget. I begyndelsen af 90'erne er sønnen Martin professionel fodboldspiller og bliver solgt til Hansa Rostock i det nu tidligere DDR. Og ad omveje sætter han sig for at finde ud af, hvad der var med hans forældre i 1960'erne. Bogen fungerer godt, og Henrik Andersen får enderne bundet godt sammen i historien. Den er skrevet troværdigt og med let hånd - omend lidt anonymt - og både personer og meget forskellige miljøer virker ægte, men det er absolut ikke uforglemmelig læsning... Læs min anmeldelse.
Trisse Gejl: Siden blev det for pænt er den bog, der skal læses i april. Trine Vedel er 39 år, forfatter, en ret stor dansk kanon med sine romaner fra den danske udkant. Men hun er ved at være brændt ud på nærmest alle måder. Hun er ramt af skriveblokering og føler i stigende grad en falskhed i det hun skriver. Dertil kommer, at både ægteskabet og økonomien er under lavpunktet, og at hun efterhånden drikker som en svamp. Og ikke engang hendes liv i offentligheden er hun selv herre over... Trine kan kun lige præcis overskue sin litteraturs (eller andres) liv, og da hun heller ikke kan det mere, hvad er der så? Hun siger på et tidspunkt: "Alt hvad jeg har, er noget, jeg havde engang". Kan der mon gøres noget, når man er kommet så langt ud...? God bog, der kan anbefales. Læs min anmeldelse.

Lisbeth Brun: Det du mister er den sidste bog der skal læses i maj. Den har jeg heller ikke læst, men den skulle handle om Marie, der efter at være blevet gravid med to tilfældige mænd, bliver gift med Villy midt i 1960'erne. De har ikke meget at sige hinanden, og mens Villy kun tænker gårdens drift, bliver Marie mere og mere frustreret. Den har fået noget blandede anmeldelser: Fra to stjerner i Jyllands-posten til fem stjerner i Politiken der skrev, at Lisbeth Brun i Det du mister skriver i "det brede, nærmest filmiske widescreen-format, Brun bedst kan folde sin storslåede sproglige påfuglehale ud i al dens farverigdom".

Hvis jeg skulle komme med et skud fra hoften, så ender kampen med at stå mellem på den ene side Lone Hørslev og på den anden Erik Valeur eller Jonas T. Bengtsson, men det bliver nok Lone Hørslev der i sidste ende render med prisen. Rent gæt baseret på litteraturtyperne - både blandt bøgerne og romanklubbernes normallæsere. Men lad os se...
God læselyst i læsekredse og læseklubber!
 

Jo Nesbø: Genfærd, 2011

Endnu engang har Jo Nesbø bare gjort det. Endnu engang har han fået det ellers ret provinsielle Oslo til at fremstå som et Gotham City Noir, hvor det er rockere og russiske mafiagrupper, der sidder på en junkbedøvet ungdom i en by styret af penge, magtbegær og korruption.
Til det Oslo vender Harry Hole hjem efter tre år i Hongkong for at hjælpe sin elskede Rakels søn Oleg, som sidder fængslet for et narkorelateret drab på sin kammerat Gusto - et drab som der ikke er megen tvivl om at hat rent faktisk har begået. Ikke før Harry begynder at stille spørgsmålstegn. Det bringer ham ind i Oslo/Gothams narkoverden, der reelt styres af den russiske olding "Dubai", der har sat sig på markedet for et nyt og endnu mere afhængighedsskabende stof end heroin, kaldet violin, udviklet af en norsk køkkenkemiker.
Jo Nesbø og hans figur Harry Hole er uovertrufne i nordisk krimi. Alt lykkes bare i Nesbøs serie - og jeg synes endda, at de er blevet bedre og bedre efterhånden som serien er skredet frem. Researchen er enormt grundig og gennemtænkt, plottene er uden huller, personerne virker helt ægte - og så gode at man køber de ofte meget egentlig urealistiske baggrunde og relationer, som de har. Og så kan Nesbø altså skrive! Replikkerne sidder oftest lige i skabet og er næsten hver gang med til at tegne den person, som udtaler dem.
Det er dog nok stadig Snemanden og Panserhjerte, der er mine favoritter i hans produktion. Men alt i alt: Nesbø styrer bare for vildt! Og jeg er spændt på hvad Martin Scorsese kan få ud af Snemanden, når han han skal filmatisere den.

(Modtryk, 456 sider. Oversat af Allan Hilton Andersen fra norsk: Gjenferd, 2011)

Karin Alvtegen: En sandsynlig historie, 2011

En sandsynlig historie er denne gang ikke en decideret psykologisk thriller fra Karin Alvtegen, men den psykologi, som hun er en mester i at skrive om, er bestemt ikke lagt på hylden.
43-årige Helena driver alene et lille hotel i Norrland, efter at hendes mand har forladt hende. Datteren Emilie har på sin vis også forladt Helena ved at komme i puberteten, og Helena er med sin baggrund som datter af en dybt alkoholiseret mor underlagt en trang til at behage alle, hvad der ikke er nemt. Anders er en finansmand og milliardær, som her midt i fyrrerne føler, at de værdier har har levet for er tomme. Han dumper ind på Helenas hotel efter et halvhjertet og mislykket selvmordsforsøg, og bliver hængende som lavtlønnet altmuligmand på hotellet uden at give sig til kende.Og så er de to vigtige og meget modsatrettede bipersoner: Anna-Karin der altid har boet i landsbyen, den negative bitterfisse med had til alt nyt og altid parat til konflikt, og hendes modsætning Verner, der betragtes som byens særling, men som både besidder særlige evner og en klogskab, som andre kan - eller kunne - få stor glæde af.
Alvtegen er en mester i den psykologiske thriller. Her er hun som sagt væk fra thrilleren men forstår stadig at skrive om nogle psykologiske mekanismer, så man engang imellem sidder og vrider sig, fordi man kan genkende en eller anden forfærdelig mekanisme hos sig selv eller andre. Og her er det især parforholdets og familielivets psykologi og sociologi, der må holde for. Men på den anden side er En sandsynlig historie også en rigtig feel-good roman i modsætning til hendes andre romaner. Det kammer måske lige lovlig meget over i det næsten damebladsagtige til allersidst, men lad nu det være.
Alt i alt: Alvtegen er med sit skarpe psykologiske blik altid værd at læse - men hun er nu nok stærkest i kombination med thrillerformatet...

(Tiderne Skifter, 294 sider. Oversat af Mona Hvass fra svensk: En sannolik historia, 2010)

Anders Bodelsen: Villa Sunset, 1964

Der er gået mange år side både jeg og Anders Bodelsens romansatire over tabloidpressen, Villa Sunset, så dagens lys i 1964. Den er nok skrevet om Ekstra-Bladet dengang (?) - og ville egentlig stadig passe godt til BT nu om dage.
Journalisten Christian er ansat på Ekspressen, hvor han under navnet Mr. Sunshine skriver letbenede og underholdende artikler om ting, som "vi allesammen" kan identificere os med. Hvis virkeligheden ikke findes, som han vil beskrive den, skal han nok vide at få den drejet derhen, bl.a i artiklen om den helt almindelige gennemsnitspige, som viser sig også at have lidt knaster. Og ellers er det popjournalismen over den den nye dille "mad"-dansen og det noget incestuøse schlagerpar Lola & Onkel Svend, der må holde for. Da Christian endelig sætter sig for at skrive en historie med bid i, stoppes han prompte af chefredaktøren.
Det bedste i bogen er den tidsrejse, som den tager én med tilbage til et København med bløde hatte og dansehaller nogle år før, det bliver forvandlet til pandebånd og vrængende guitarsoloer. Der er godt nok sket noget siden da. Men alt i alt er bogen med nutidens og i hvert fald øjne ret kedelig og satiren ikke specielt bidende eller morsom.
Jeg kan forestille mig, at satiren har virket noget mere aktuel for de snart halvtreds år siden, da den blev skrevet, end den gør nu - og derved nok også har været noget morsommere. Man kan dog stadig finde paralleller alene med BT's evindelige livsstilforsider og -spisesedler. Men noget evigt liv har Villa Sunset bestemt ikke haft!

(Gyldendal, 153 sider)

Haruki Murakami: 1Q84 (Bind 2), 2011

Hvad er det for en verden, der efterligner metaforer? Hvad mener du, når du taler om virkeligheden? To spørgsmål fra bog 2 i trebindsværket 1Q84, der rammer plet i kernen af hvad bogen handler om. For virkeligheden er i den grad ikke nødvendigvis den samme virkelighed for alle. Og da slet ikke for de to hovedpersoner, forfatteren og matematiklæreren Tengo og kampsportsinstruktøren, massøren og lejemorderen Aomame, der begge med forskellige baggrunde er involveret i den samme historie i den verden, der hedder 1Q84.
Det er godt nok svært at skrive noget konkret om, hvad det er som sker i Bog 2 uden at afsløre for meget (se bare Weekendavisens anmeldelse 25.11.11). Men Aomames og Tengos livslange tiltrækning af hinanden og selve handlingens udvikling fører deres skæbner tættere og tættere sammen gennem bogen. Om de endelig mødes, må du selv læse dig til...
Og Murakami har gjort det igen! Nemlig skrevet en helt ud over alle grænser og på alle måder fantastisk fortsættelse på den fremragende start i Bog 1! At kunne opbygge en så kompleks verden af modsatrettede kræfter uden at det på noget tidspunkt virker fortænkt og at kunne gøre det i et lettilgængeligt og alligevel "dybt" sprog - også endda gøre det med store cliffhanger-kvaliteter, som jo nærmest er ulidelige, når handlingen afbrydes efter endt læsning, og ventetiden til næste bind går i gang...
Jeg synes, at der gik lang tid fra 29. august, da første bind kom, til d. 11. november, da Klim solgte toeren fra deres stand på Bogmessen. Og nu skal jeg dælme vente til 29. august 2012, før jeg kan læse afslutningen på dansk. Måske skulle jeg forsøge mig med den engelske oversættelse, så abstinenserne kan dulmes inden koldsveden bryder ud. Ellers kommer jeg til at leve af urtete og stesoer i trekvart år for at udholde pinen
(Klim, 367 sider. Oversat af Mette Holm fra japansk: 1Q84: 7月-9月, 2010)

Se også min anmeldelse af bind 1 af 1Q84

Ny skønlitteratur - december 2011 og januar 2012

Årets store litterærlige super-gedemarked, Bogmessen i Forum, er overstået. Derfor er resten af året temmelig småt besat med nye bogudgivelser. Så denne gang har jeg slået december og januar sammen i ét indlæg om kommende skønlitterære bøger.
Hvis vi starter med december er der kun tre udgivelser som har fundet nåde. Den første er Alice Munro og hendes novellesamling Fjendskab, venskab, ægteskab, som udkommer 6.12. Ni noveller om mennesker i konflikten mellem tradition og fornyelse. Jeg kunne da godt forestille mig, at den canadiske novellemesters samling endnu engang får emneordet "godt anmeldt" på mit bibliotek. Så er der den kvartårlige Klaus Rifbjerg, denne gang en digtsamling, Stederne, der kommer 15.12. Og endelig tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen (1.12) med toeren i sin krimiserie om Malika Asmina Els, Operation Dacapo. Den bliver nok den dårligst anmeldte - og den der kommer til at sælge mest...
Den første bog fra januar er også den, jeg absolut glæder mig mest til, nemlig Jiro Taniguchis tegneserie/grafiske roman Min fars dagbog, der kommer 17. januar. Den får ikke for lidt i forlagsomtalen, men det skulle ikke undre mig om det er rigtigt nok: "En midaldrende mand vender hjem til sin barndomsby, som han ikke har besøgt i 15 år, for at deltage i sin fars begravelse. Efter begravelsen forsøger familien at sammenstykke farens livshistorie, der tvinger dem til at revurdere opfattelsen af ham og især forstå, at det ikke kun skyldtes almindelig travlhed på arbejdet, at han i lange perioder var væk fra familien. I en gribende, nærmest selvbiografisk fortællestil, akkompagneret af bevægende, detaljerede tegninger, fortæller Taniguchi igen fra hverdagens Japan, der på en gang er poetisk og knugende". Superlativerne kan i hvert fald bruges om de bøger af Taniguchi, som jeg allerede har læst, Min fjerne barndomsby og Manden der går tur.
Så er der kun fire bøger tilbage: Først og fremmest en bog i serien om kriminalbetjent Dave Robicheaux i Louisiana skrevet af James Lee Burke En regnbue af glas, der allerede skulle komme 2. januar. En krimiserie som har holdt et højt, højt niveau i over tyve år. Stadig i krimisporet er der svenske Viveca Sten og hendes I nat er du død (27.1), og jeg vil da også gætte på, at Åke Edwardssons Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem (27.1) nok er en krimi. Til gengæld er Anna Grues novellesamling De andre, der kommer 26. januar ikke en krimi men derimod en samling noveller, der skulle være skrevet med inspiration i Sartres sætning om, at "Helvede er de andre". Så velkomne ubehageligheder kan nok ikke undgås alligevel...
Så nåede jeg da op på en forholdsvis anstændig størrelse indlæg om nye skønlitterære udgivelser - men jeg blev altså nødt til at tage to måneder for at komme dertil. Og jeg forbeholder mig selvfølgelig som sædvanlig ret til at supplere indlægget, hvis der skulle dukke mere op, som jeg mener er værd at nævne.
Supplement 29. november 2011. Lige et par nordmænd:. Erlend Loe udgiver 18. januar Kurt kurér, som handler om et Nordnorge i kamp for at dele Norge i to. Det virker nærmest som et militært fremskridtspartioprør. Håber Loe kan holde den maske, han har haft det lidt svært med i nogle bøger... Og så kommer femmeren i Karl Ove Knausgårds Min kamp den 26. januar.
Supplement 9.december 2011. Nu ses kan man også se på Gyldendals liste over kommende udgivelser at Simon Fruelund kommer med en ny roman d. 13. januar Panamericana. Der står om bogen: "Panamericana er en vej der går fra Alaska til Ildlandet, men det er også en roman om Anja og hendes familie, den chilenske mor Ana og den danske far Jarl." Lyder spændende - flot forside.
Supplement 7. januar 2012.  Ernst Jüngers I stålstormen om 1. verdenskrigs helvede skulle udkomme 13. januar. Saxo skriver: "I stålstormen er et uomgængeligt værk om krig og om 1. verdenskrig i særdeleshed. Hvad krigen gør ved mennesket. I stålstormen er et hovedværk i tysk og europæisk litteratur fra det 20. århundrede, krigens århundrede. Bogen er på højde med og modstykket til Remarques Intet nyt fra Vestfronten". 
Den udkom i følge Wikipedia første gang i 1920 i privattryk og i 1924 i offentligheden - men først nu på dansk...


Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger