Haruki Murakami: 1Q84 (Bind 2), 2011

Hvad er det for en verden, der efterligner metaforer? Hvad mener du, når du taler om virkeligheden? To spørgsmål fra bog 2 i trebindsværket 1Q84, der rammer plet i kernen af hvad bogen handler om. For virkeligheden er i den grad ikke nødvendigvis den samme virkelighed for alle. Og da slet ikke for de to hovedpersoner, forfatteren og matematiklæreren Tengo og kampsportsinstruktøren, massøren og lejemorderen Aomame, der begge med forskellige baggrunde er involveret i den samme historie i den verden, der hedder 1Q84.
Det er godt nok svært at skrive noget konkret om, hvad det er som sker i Bog 2 uden at afsløre for meget (se bare Weekendavisens anmeldelse 25.11.11). Men Aomames og Tengos livslange tiltrækning af hinanden og selve handlingens udvikling fører deres skæbner tættere og tættere sammen gennem bogen. Om de endelig mødes, må du selv læse dig til...
Og Murakami har gjort det igen! Nemlig skrevet en helt ud over alle grænser og på alle måder fantastisk fortsættelse på den fremragende start i Bog 1! At kunne opbygge en så kompleks verden af modsatrettede kræfter uden at det på noget tidspunkt virker fortænkt og at kunne gøre det i et lettilgængeligt og alligevel "dybt" sprog - også endda gøre det med store cliffhanger-kvaliteter, som jo nærmest er ulidelige, når handlingen afbrydes efter endt læsning, og ventetiden til næste bind går i gang...
Jeg synes, at der gik lang tid fra 29. august, da første bind kom, til d. 11. november, da Klim solgte toeren fra deres stand på Bogmessen. Og nu skal jeg dælme vente til 29. august 2012, før jeg kan læse afslutningen på dansk. Måske skulle jeg forsøge mig med den engelske oversættelse, så abstinenserne kan dulmes inden koldsveden bryder ud. Ellers kommer jeg til at leve af urtete og stesoer i trekvart år for at udholde pinen
(Klim, 367 sider. Oversat af Mette Holm fra japansk: 1Q84: 7月-9月, 2010)

Se også min anmeldelse af bind 1 af 1Q84

Ny skønlitteratur - december 2011 og januar 2012

Årets store litterærlige super-gedemarked, Bogmessen i Forum, er overstået. Derfor er resten af året temmelig småt besat med nye bogudgivelser. Så denne gang har jeg slået december og januar sammen i ét indlæg om kommende skønlitterære bøger.
Hvis vi starter med december er der kun tre udgivelser som har fundet nåde. Den første er Alice Munro og hendes novellesamling Fjendskab, venskab, ægteskab, som udkommer 6.12. Ni noveller om mennesker i konflikten mellem tradition og fornyelse. Jeg kunne da godt forestille mig, at den canadiske novellemesters samling endnu engang får emneordet "godt anmeldt" på mit bibliotek. Så er der den kvartårlige Klaus Rifbjerg, denne gang en digtsamling, Stederne, der kommer 15.12. Og endelig tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen (1.12) med toeren i sin krimiserie om Malika Asmina Els, Operation Dacapo. Den bliver nok den dårligst anmeldte - og den der kommer til at sælge mest...
Den første bog fra januar er også den, jeg absolut glæder mig mest til, nemlig Jiro Taniguchis tegneserie/grafiske roman Min fars dagbog, der kommer 17. januar. Den får ikke for lidt i forlagsomtalen, men det skulle ikke undre mig om det er rigtigt nok: "En midaldrende mand vender hjem til sin barndomsby, som han ikke har besøgt i 15 år, for at deltage i sin fars begravelse. Efter begravelsen forsøger familien at sammenstykke farens livshistorie, der tvinger dem til at revurdere opfattelsen af ham og især forstå, at det ikke kun skyldtes almindelig travlhed på arbejdet, at han i lange perioder var væk fra familien. I en gribende, nærmest selvbiografisk fortællestil, akkompagneret af bevægende, detaljerede tegninger, fortæller Taniguchi igen fra hverdagens Japan, der på en gang er poetisk og knugende". Superlativerne kan i hvert fald bruges om de bøger af Taniguchi, som jeg allerede har læst, Min fjerne barndomsby og Manden der går tur.
Så er der kun fire bøger tilbage: Først og fremmest en bog i serien om kriminalbetjent Dave Robicheaux i Louisiana skrevet af James Lee Burke En regnbue af glas, der allerede skulle komme 2. januar. En krimiserie som har holdt et højt, højt niveau i over tyve år. Stadig i krimisporet er der svenske Viveca Sten og hendes I nat er du død (27.1), og jeg vil da også gætte på, at Åke Edwardssons Svalerne flyver så højt at ingen længere kan se dem (27.1) nok er en krimi. Til gengæld er Anna Grues novellesamling De andre, der kommer 26. januar ikke en krimi men derimod en samling noveller, der skulle være skrevet med inspiration i Sartres sætning om, at "Helvede er de andre". Så velkomne ubehageligheder kan nok ikke undgås alligevel...
Så nåede jeg da op på en forholdsvis anstændig størrelse indlæg om nye skønlitterære udgivelser - men jeg blev altså nødt til at tage to måneder for at komme dertil. Og jeg forbeholder mig selvfølgelig som sædvanlig ret til at supplere indlægget, hvis der skulle dukke mere op, som jeg mener er værd at nævne.
Supplement 29. november 2011. Lige et par nordmænd:. Erlend Loe udgiver 18. januar Kurt kurér, som handler om et Nordnorge i kamp for at dele Norge i to. Det virker nærmest som et militært fremskridtspartioprør. Håber Loe kan holde den maske, han har haft det lidt svært med i nogle bøger... Og så kommer femmeren i Karl Ove Knausgårds Min kamp den 26. januar.
Supplement 9.december 2011. Nu ses kan man også se på Gyldendals liste over kommende udgivelser at Simon Fruelund kommer med en ny roman d. 13. januar Panamericana. Der står om bogen: "Panamericana er en vej der går fra Alaska til Ildlandet, men det er også en roman om Anja og hendes familie, den chilenske mor Ana og den danske far Jarl." Lyder spændende - flot forside.
Supplement 7. januar 2012.  Ernst Jüngers I stålstormen om 1. verdenskrigs helvede skulle udkomme 13. januar. Saxo skriver: "I stålstormen er et uomgængeligt værk om krig og om 1. verdenskrig i særdeleshed. Hvad krigen gør ved mennesket. I stålstormen er et hovedværk i tysk og europæisk litteratur fra det 20. århundrede, krigens århundrede. Bogen er på højde med og modstykket til Remarques Intet nyt fra Vestfronten". 
Den udkom i følge Wikipedia første gang i 1920 i privattryk og i 1924 i offentligheden - men først nu på dansk...


Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

Li Kunwu & P. Ôtié: Et kinesisk liv 1 : Faderens tid, 1950-1976, 2011

Li Kunwus store tegneserie i tre bind Et kinesisk liv om hans egen og Kinas historie fra 1950 og frem til i dag starter med Faderens tid, 1950-1976. En bog på 256 sider og noget lignende kan ventes i de to næste bind, altså et rigtigt storværk.
Xiao Li (Li Kunwu) bliver født i 1955 som søn af en højerestående embedsmand i storbyen Kunming i Yunnan-provinsen. Gennem Xiao Li følger man den kinesiske udvikling fra de håbløse kampagner under "Det store spring fremad" i slutningen af halvtredserne, der førte til sult, fordi man lagde alt øde i bestræbelserne på at blive verdens førende stålproducent (man regner med at 45 mill. kinesere døde af sult i årene 1958-62). Og videre op gennem tresserne til Kulturrevolutionen, hvor også skolebørn som den 11-12årige Xiao Li deltog ved at angive kontrarevolutionære gerninger hos andre. Det udartede sig til, at angiveriet også kom til at omfatter personlige vendettaer - også blandt skolebørnene - bl.a da Li's fjende i klassen angiver Li's far, som kommer i genopdragelseslejr i årevis. Og Li selv tager hævn ved at angive klassekammeratens onkel, hvilket også kommer til at omfatte resten af familien. Fuldstændigt og rent vanvid!
Første bind føres op til 1976, hvor Xiao Li er soldat og den dag han og de andre får meddelelse om, at Den store Rorgænger, Formand Mao er død. Et chok for dem alle, noget der ikke kunne ske.
Det er en overvældende og overbevisende flot bog om Kinas moderne historie og ikke mindst mentalitetshistorie, som Li Kunwuhar tegnet og skrevet (med hjælp fra franske P. Ôtié). Han sparer ikke sig selv i udleveringen af de enorme fejl og overgreb, som Kulturrevolutionen førte med sig. Tegningerne er fine og giver et billede af både det almindelige liv og Li's indre forestillinger, som er fornemt i balance.
Et storværk, både litterært, selvbiografisk og som historieskrivning. Jeg glæder mig til de sidste 500 sider!
(Alvilda, 256 sider. Oversat af François-Eric Grodin fra fransk: Une vie chinoise : Le temps du père, 2009)
De to næste bind Partiets tid og Pengenes tid kommer i løbet af 2012.

Feri Lainšček: De urørlige, 2011

Det er bestemt ikke hver dag, jeg læser slovensk litteratur. Men på hylden med bibliotekets nye bøger stod Feri Lainščeks bog De urørlige og så ret interessant ud med sin beskrivelse på bagsiden om, at bogen er en tragikomisk bog om romaer. 
Det er lille slægtsroman fortalt af romaen/sigøjneren Lutvija om først sin bedstefarJorgas vej fra hestetyv til stensliber efter en fængselsstraf, som han får efter at have skrevet et i den grad røvslikkende brev til Tito, som faktisk er én lang fornærmelse. Hans søn Ujaš går smuglervejen i stor stil, et levebrød som gives videre til sønnen og fortælleren Lutvija, som ender med at sælge alt for at redde sin søn Dono, der bliver junkie i Beograd. En roman der følger slægtens opløsning i takt med deres land, Jugoslavien, igennem de sidste årtier i 1900-tallet.
Der er mange gode historier i bogen, især i de første 2/3 af bogen. De er både morsomme og absurde, og nogle gange også en smule rørende. Men det er som om, at bogen skifter karakter og bliver mere alvorlig som den nærmer sig afslutningen, og her skulle Lainšček nok i højere grad have valgt, hvad det var for en bog, som han gerne ville skrive. Jeg synes i hvert fald, at bogen står langt stærkest i den første og mere skrøneagtige del end senere, hvor der bliver gjort forsøg på at skrive en alvorlige fortælling om både familiens og Jugoslaviens deroute. Lainščeks litterære ambitioner kommer til at stige ham over hovedet, desværre.

(Turbine, 157 sider. Oversat af Sofie Hauch Winiarczyk fra engelsk. Originaltitel på slovensk: Nedotakljivi, mit o Ciganih, 2007)

Thierry Jonquet: Erindringens fængsel, 2011

I juni læste jeg Spindleren, en fantastisk god fransk psykothriller fra 1984 af den afdøde Thierry Jonquet. Så jeg var helt oppe, da jeg under et snus i en boghandel for en uges tid siden så, at forlaget Labyrint nu også havde oversat en ny titel af Jonquet, Erindringens fængsel. Dagen efter så jeg den på biblioteket - og nu er den læst.
Cynthia er femten år og bundet til en kørestol på en institution, afhængig af hjælp til alt, ikke engang tygge kan hun selv. Desuden betragtes hun som dybt åndssvag og uden sprog. Men virkeligheden er, at Cynthia bruger sit tilsyneladende mentale handicap som skalkeskjul for en ubændig trang til hævn over de personer, som har sat hende i den situation, som hun er i. Og det går ikke stille af.
Historien om Cynthia har mange gode fælles træk med mesterværket Spindleren, men når absolut ikke dens højder. De skiftende involverede fortællere beretter om deres aktie i affæren, som til sidst giver et samlet billede, og det er flot gjort. Men både personerne og selve historien virker ikke så kuende og tæt denne gang, selv om udgangspunktet er rigtig flot. Noget der er rigtig godt ved bogen er, ligesom i Spindleren, at historien er skåret ind til benet. Igen bliver der kun brugt under 200 sider til at fortælle en historien, der skrevet af en (skandinavisk) krimiforfatter ti-femten år senere havde brugt mindst det dobbelte antal ord uden grund..(!)
Til gengæld er historien næsten for langt ude denne gang, det bliver noget utroværdigt også sprogligt, hvad er f.eks kan ses i titlen. Især den unge Alain og hans rolle tror jeg simpelthen bare ikke på - og slet ikke hans fortællestemmes accept af hans egen sygelige seksualitet.
Men det er synd, at den eneste avisanmeldelse i en landsdækkende avis, Politiken, brugte det meste af sin spalteplads på at kritisere forlaget Labyrints udgivelsespolitik og endte med at give Erindringens fængsel to ud af seks stjerner, som anmelderen Thomas Thurah nok i højere tildelte forlaget end bogen.

(Labyrint, 196 sider. Oversat af Jesper Tang fra fransk: Mémoire en cage, 1995)

Gary Shteyngart: Super sørgelig sand kærlighedshistorie, 2011

Engang i en ikke alt for fjern fremtid har Kina overtaget pladsen som verdens absolutte nøglespiller, og USA er efterladt foran det endelige økonomiske sammenbrud, samtidig med at landet er truet af total splittelse - ikke mindst pga. den katastrofale udvikling i krigen mod Venezuela. Desuden er amerikanerne blevet slaver af deres äppäräter (en videreudvikling af mobiltelefon og internet), som i en flydende strøm oplyser dem bla. om deres egen og andres kreditværdighed og fuckability. Og på det kulturelle plan er kunst endeligt blevet erstattet af data og forbrug...
Midt i dette kaos forelskelser den 39 årige Lenny sig under et ophold til Rom hovedkulds i den 22 årige Eunice. Han er søn af russiske og hun af koreanske emigranter i USA, og da hun vender tilbage til USA flytter hun ind i hans lejlighed på Manhattan. Og mere eller mindre sammen går de indtil flere undergange i møde...
Det flotteste ved Super sørgelig sand kærlighedshistorie er det fremtidscenarie, som Shteyngart formår at tegne. Selv det er laaangt ude, virker det alligevel realistisk i en grad, der gør det levende og troværdigt. Det er sammensat af elementer, som allerede i dag er kendte: Verdensøkonomiens balance der trækker mod øst, dyrkelsen af troen på retten til ungdom, USA's krige, monopoliseringen på færre og færre virksomheder og ikke mindst informationsmængdens vækst og vores allesammens afhængighed af den.
Personerne og kærlighedshistorien tror jeg til gengæld ikke meget på. Personerne virker noget kunstige og kærlighedshistorien noget påklistret som lidt af et påskud for at det hele ikke ender i en ren dystopisk satire.
Men flot fremtidshistorie, som absolut er værd at læse - også med soleklare hints til nutiden. Fire stjerner til den side af bogen og to til den side, der tager sig af personer og kærlighed....
Og som sædvanlig klarer Mich Vraa en svær udfordring af en oversættelse med bravour!

(Gyldendal, 354 sider. Oversat af Mich Vraa fra amerikansk: Super Sad True Love Story, 2010)

Jiro Taniguchi: Manden der går tur, 2011

Sidste år havde jeg Jiro Taniguchis Min fjerne barndomsby på min liste over mine ti bedste læseoplevelser i 2010. Om Manden der går tur kommer med på årets liste, ved jeg ikke, men det bliver nok en af de mest afslappede og "fred i sjælen agtige" bøger, som 2011 vil komme til at byde på for mit vedkommende.
Manden der går tur er en række historier om en mand i en japansk by og hans daglige gåture. Der er ikke på nogen måde nogen dramatik i historierne, men det er jo heller ikke meningen med daglige gåture. Det næsten mest dramatiske der sker er, at vores unavngivne mand bliver ramt af en fodbold i en af historierne og taber sine briller, der pga. at glassene splintres giver et helt nyt syn på, hvordan verden også kan se ud... Ellers er der historier om, at han klatrer op og henter et svævefly ned fra et træ for nogle børn, om en ældre mand der ikke vil have at vores mand overhaler ham, om den første sne der falder, om nydelsen ved at se på fugle, om at stjæle sig til en natlig svømmetur i det offentlige bassin osv.
Jeg tror, Manden der går tur ville være velegnet at have i skrivebordsskuffen på sit arbejde, så den kunne hives frem, så man kunne læse/se en af historierne, når man er ved at være kørt for meget op i gear. Der falder en god ro over mig, når jeg har læst lidt i den. De sort/hvide tegninger er smukke og detaljerede uden på nogen måde at være blærede, og dialogen er holdt på et minimum. I sin fortællestil helt sin egen. En dejlig bog!
(Fahrenheit, 159 sider. Oversat af Mette Holm fra japansk: 歩くひと, 1992)

Walter Mosley: New York mordene, 2011

Der er ikke Walter Mosley, man skal gå til, hvis man er til Agathe Christie, teselskaber og landskabsidyl.. Her er det Manhattans bonede højhusgulve, junkielejligheder, baggårde og nedlagte kirkegårde, der er rammen om historierne.
I New York mordene (forstår ikke titlen, andet end at den åbenbart på dansk skal hedde et eller andet med New York) sætter den nogen og halvtredsårige privatdetektiv Leonid McGill sig for at finde ud af, hvad historien er bag et lidt mystisk dobbeltmord, hvor en ung pige er blevet skudt og hendes morder stukket ihjel. Det fører til jagten på den forsvundne pige Angelique, som har en af de mest magtfulde mænd i New York som sin beskytter. Og så deles der ellers øretæver ud af den garvede bokser McGill...
Det jeg absolut bedst kan lide ved Mosleys foreløbig to bøger om McGill er lige netop McGill selv. I den grad frygtløs og cool privatdetektiv, der kender alle trickene, har mundlæderet sat rigtig godt på plads også til hårdtslående replikker, ikke bange for at gå i slagsmål med hærdebrede mænd, som er dobbelt så stor som ham selv (han selv er under 1.70 - men vejer 85 kg i muskler og knogler), rod i privaten hvor han ikke er far til to af hans tre børn, og den "ægte" søn ikke har talt til ham i flere år. En rigtig amerikansk ensom ulv i højeste klasse, som enhver filminstruktør burde være vild med. Og så det portræt af et råt og korrumperet New York, der ville få enhver uden øvrigt kendskab til byen til aldrig at ville sætte sine ben der. Et New York som jeg husker det fra før krimierne rykkede til vestkysten. Sort, stemningfyldt og velskrevet og med fede replikker. Bestemt ikke så skarp som etteren New York Karma, men absolut værd at læse. Men altså titlen...Hvor mange krimier kunne man dog ikke kalde New York mordene? Fuldstændigt intetsigende titel!

(Rosenkilde & Bahnhof, 344 sider. Oversat af Lisbeth Valentin fra amerikansk: Known to Evil, 2010)

Rapport fra Bogmessen - hvor jeg jo egentlig havde opgivet at komme...

Ja, ja, så kom jeg da af sted alligevel... Da jeg torsdag modtog to billetter til Bogforum 2011 fra forlaget Hovedland måtte jeg tage beslutningen om ikke at tale til årets litterære gedemarked nr. 1 op til revision. Enden på det blev, at jeg tog af sted - men med velberådet hu så jeg var der kl. 10.40 fredag. Jeg har tidligere oplevet, at der ikke er så mange mennesker fredag, og jo tidligere på dagen jo bedre.
Og med V.I.P-billetter kan man endda springe ca. 50 meter kø over - også kun en halv times tid efter åbningen. Så langt så godt. Indenfor var der stadig god plads til at glo på standene, lige med undtagelse af Bog&Idé, som havde kampagne med ½ pris på en hel del nyheder. Jeg kunne bla. have sparet 175 kr. på Peter Øvigs Hippie 1, men det glemmer vi....
Ellers er det lidt som sangen  om Svante i Stormagasinet: "Her er for meget for her findes alt". Jeg for nærmest vild i mig selv. Men jeg kom da ud med lidt - og godt - udbytte. Først og fremmest Haruki Murakamis 1Q84, bind 2, som ellers først udkommer d. 29. november. Den solgte man  fra forlaget Klims stand, endda 100 kr. under den vejledende udsalgspris. (Der var endda specialtilbud på både bind 1 og 2 for 400 kr. ialt - 300 kr. under den vejledende)! Så kan billetten være tjent ind. Jeg måtte dog love ikke at skrive om den før udgivelsesdagen. Og den ligeledes japanske tegneseriekunstners Jiro Taniguchis nyudkomne Manden der går tur blev købt hos forlaget Fahrenheit - rent zen for en hund. Skønne små historier i den nok roligste tegneserie endnu set af mine øjne.

Og til sidst en moppedreng af en fransk kogebog, Gris & Søn af Stephane Reynaud, som ud over at ære lækker i både i form og indhold også er charmerende og morsomt skrevet. Den blev scoret for 150 kr. i stedet for 400 som normalprisen er. Og da jeg købte den, blev Leif Davidsens På udkig efter Hemingway smidt oven i posen som gratis sidegevinst. den har jeg godt nok læst, tror ikke jeg kommer til at læse igen, men den skal dog nok finde afsætning andetsteds...
Det blev altså ikke til meget, som jeg fik hørt af interviews. Faktisk kun et. Nemlig med Finn Slumstrup, der præsenterede Jazz i Danmark 1950-2010, som han har redigeret. Og det blev gjort med sædvanlig fremragende formidling med et glimt i øjet.
Fint nok med lidt under par timer på gedemarkedet - det var det, men når det næste år er i Bella Centret skal jeg nok være der igen. Der må være bedre plads dér.

Vladimir Nabokov: Lolita, 2011 (1955)

Lolita udkom første gang på dansk i 1957, året før den udkom i USA, hvor ingen forlag havde turdet røre ved den. Der er en lille intro til historien om udgivelse og modtagelse i Berlingerens anmeldelse af den nye oversættelse. Også i Danmark var anmelderne forargede med undtagelse af Tom Kristensen, som skrev:
"det mærkelige er imidlertid, at man begriber de to mennesker. Man frastødes af dem, ligesom man frastødes af hele emnet. Man drages af dem og af medlidenhed med dem. De udvikler sig konsekvent. … Men man må ikke læse denne roman alt for naivt. Der er dobbeltbund i den."
Hovedpersonen Humbert Humbert er, da han skriver bogen, fængslet for noget, der har forbindelse til den historie, han vil fortælle om sig selv og sin besættelse af den tolvårige Dolores Haze (eller Lolita, som han kalder hende), der fører til, at han gifter sig med moderen for at være tæt på datteren! Moderen opdager tingenes rette sammenhæng, og Humbert tager Lolita med på sin flugt...
Der er ingen tvivl om, at Humbert er uempatisk og opblæst et langt stykke og ret patetisk det sidste, og hele tiden forsøger at dække det bag passion. Og han forklarer og forsvarer hele tiden sin forbrydelse overfor den tolvårige Dolores uden egentlig at stille spørgsmålstegn ved sine handlinger. Det kan godt være, at det er hende, der til en start er med på noget sjov, men det er ham, der får sjov morgen, ofte også middag og i hvert fald aften, mens hun har svært ved at sidde og græder sig i søvn hver aften. Det passer bare ikke ind i hans glansbillede af situationen. Til gengæld bliver man også som læser nødt til at identificere sig med Humbert og hans syn på historien, og man får også en slags sympati for ham.
Og så er Humberts forsvarsskrift bare vidunderligt skrevet! Billeder af landskaber, af huse og ikke mindst af sindsstemninger er ramt så præcist og flot, ofte i én sætning, som sætter "alt" på plads. Det kan næsten bare ikke gøres bedre. Og kræver hundrede procent sikkert en fremragende oversætter. Hvad denne bog bestemt har haft.
Fremragende roman! Det er en af dem der kan genlæses med jævne mellemrum resten af livet, og som vil blive ved med at hæfte sig ved nye detaljer i. Det er en bog, der kræver litterære muskler, hvis man skal vride den for alle lag. Det har jeg ikke i tilstrækkelig grad, men trods alt var det en stor nydelse at læse den. Og dobbeltheden, som Tom Kristensen skrev om i sin anmeldelse, gør den bestemt ikke mindre fremragende, tværtimod.

(Gyldendal, 417 sider. Oversat af Claus Bech fra engelsk: Lolita, 1955)