Ny skønlitteratur - april 2012

Jeg kommer altså til at starte oversigten over april måned med Don Winslows De smukke vilde, der allerede udkom d. 30. marts, men er af en amerikansk spændingsforfatter, som jeg har været fuldstændig solgt til efter at have læst hans to første bøger på dansk, Frankie Machines vinter og I hundenes vold. Denne gang er det om to sydcaliforniske marihuanadyrkere, der lægger sig ud med det mexikanske Baja-kartel, og jeg vil vædde med at det kommer til at gå heftigt for sig. Det plejer det. Begge Winslows foreløbige bøger på dansk gav jeg sjældne fem stjerner, så forhåbningerne er derefter...

Så til Rusland hvor Vladimir Sorokin og hans Snestormen  kommer fra. Sorokin er ret kontroversiel i Rusland, og præsident Putins ungdomsorganisation har stadig en langvarig kampagne i gang for at få folk til at returnere Sorokins bøger til forlaget. Sorokin har tidligere fået udgivet En opritjniks dag på dansk, som mildest talt var en brutalt fremtidsfortælling fra det kommende Rusland. Der er ikke sat nogen eksakt dato på, men Snestormen skulle udkomme på dansk i løbet af april.
Den 30.4 udkommer Paul Hardings pulitzervinder og debutroman fra 2010 De små ting. Romanen følger de sidste otte dage i den gamle urmager George Washington Crosbys liv. Mens han ligger på sit dødsleje tænker han tilbage på sit liv og sit forhold til sin far. Det bliver interessant - pulitzervindere plejer jo at være rigtig gode. 
Så er der det skandinaviske islæt, og som sædvanlig i spændings/krimigenren: Håkan Nesser kommer med Himlen over London (24.4). Forlaget skriver "Leonard Vermin er blevet mere og mere opslugt af fortiden, især nogle thrilleragtige måneder i 1968, hvor han ved et tilfælde (måske) mødte Carla, en ung og smuk tjekkisk kvinde i eksil, og pludselig befandt sig midt i en spionsag. Nu lakker det mod enden. Leonard skal dø og virker usædvanlig klar over, hvad der skal ske. Han samler familien til en afskedsmiddag i London". Ligeledes svenske Madeleine Hesserus og hendes Byen uden kvinder kommer 17.4. Her lyder forlagets tekst bl.a "Stockholm i en nær fremtid: En bølge af brutale kvindemord ryster byen. Efter langvarige optøjer, hvor kvinder og mænd griber til våben mod hinanden, bygges der en mur. I den sydlige del, bag den hårdt bevogtede ringmur, forskanser kvinderne sig, i den nordlige del efterlades mændene i en by i forfald". 

Og så herhjem: Mikkel Birkegaard udgiver d. 24.4 Fra drømmenes bog. Hvad den handler om, ved jeg ikke men alle sejl er i hvert fald sat ind på forsiden... Jeg var bestemt ikke vild med hans forrige Over mit lig, men jeg giver ham en chance igen. Til gengæld har jeg været glad for at læse Anja Otterstrøm, og nu kommer hun med En ikke ualmindelig bivirkning d. 25.4. Her har jeg heller ikke kunnet, hvad bogen er for én, men er den ligeså god som hendes novellesamling Enebørn, så er jeg glad. 
Elsebeth Egholm runder af med den anden bog om den tidligere straffede Peter på Djursland, De dødes sjæles nat, som kommer 26 april. Den skal nok blive lånt ud og solgt, og jeg håber at der ikke skal for mange tilfældige sammentræf for at få handlingen til at hænge sammen, som der skulle til i den første bog om Peter i Tre hundes nat. Den havde ellers rigtig gode takter til en kommende serie med en sympatisk hovedperson.

Som sædvanlig kan dette indlæg måske få suppleringer hen ad vejen. 
Se nyere/tidligere indlæg om kommende bøger

Erwin Neutzsky-Wulff: Jack the Ripper, 2012

Det bliver ikke nogen begejstret anmeldelse, som jeg kommer til at give Erwin Neutzsky-Wulffs Jack the Ripper! Jeg havde håbet den var bedre end de to enstjernede anmeldelser i Politiken og Berlingeren og den tostjernede i Jyllands-Posten, men nej.
Jeg havde taget den med på den liste over over bøger udgivet i februar 2012, som jeg tænkte kunne blive interessante, og den var den da også. Men  det blev ikke ikke så meget pga. dens kvaliteter, men som et eksempel på hvor galt det kan gå...
For det første er der et hav af hav af fuldkommen irrelevante sidespor og sidehistorier, som jeg aldrig fandt ud af, hvorfor egentlig var med i bogen andet end at give et tidsbillede og for at vise hvordan alle andre end Neutzsky er gået galt i byen i de sidste 120 år i jagten på den egentlige morder.
Så er der sproget, der nok udelukkende er "til benefice" for forfatteren selv, men hen jeg håber at han "erfor", at det intet formål havde for at bruge sådanne ord for at lave et forsøg på et tidstypisk sprogbillede af 1880'erne. Det virker i højere grad som ubehjælpsomt blær. Og teknisk set er Neutzsky-Wulff en dårlig forfatter. Ud over sidehistorier - og der er mange - der ingen steder fører, er der også tekniske fejl som jeg ikke har set før. Det kan f.eks være personer i en scene som først præsenteres med navn, når de går ud af historien igen - ofte uden at der har været nogen pointe med deres "præsens".
Alt alt: Elendig møghund af et makværk, som faktisk udelukkende er interessant af lige netop den grund. Og jeg fatter ikke at forlaget Sohn overhovedet har udgivet den eller i det mindste ikke sat alle redaktionelle kræfter ind på at få bare en acceptabel udgivelse ud af det. Den må komme på min liste over årets ringeste bøger!

(Sohn, 232 sider)

Lars Frost: Smukke biler efter krigen, 2004

Med Fruens udtryk vil jeg karakterisere Smukke biler efter krigen  som en rigtig "bla bla bog". Det behøver der ikke at være noget son helst galt i, f.eks er Knausgårds Min kamp-bøger også "bla bla bøger" med handling og indskudte essays om lidt af hvert i blanding. I Smukke biler efter krigen er det dog ikke faldet så heldigt ud efter min mening.
Bogen falder i to dele. Første del har nr. 2 og handler om hovedpersonen Lasses kaotiske road story på Island, og anden del med nummeret 1 er om tiden før i Danmark. Også her er der kaos i livet med druk og mange løse overvejelser om litteratur, sprog, politik, køn og meget mere. Temmelig underholdende, velskrevet og lige så meget uden mål og med som Lasses liv i det hele taget...
Som det måske træder frem allerede har jeg det noget dobbelt med Smukke biler efter krigen. Jeg synes på den ene side at bogen er meget velskrevet og afspejler Lasse og hans noget rodløse liv som en mand uden fortid eller mål rigtig godt. På den anden side bliver den for meget "bla bla" og retningsløs. Ikke dermed sagt at Lars Frost bare har at give retning til Lasses liv, men det bliver for pointeløst for mit lille grødfad og for fragmentarisk en historie til at den for alvor giver mening for mig. Jeg kan huske at jeg havde lidt den samme fornemmelse af Frosts ingeniørroman Ubevidst rødgang, som også manglede noget for at blive rigtig god - på trods af Lars Frosts åbenlyse talent.

(Gyldendal, 325 sider)

Christian Dorph & Simon Pasternak: Om et øjeblik i himlen, 2005

Om et øjeblik i himlen er skrevet i 2005 som et trediveårs tribute til et 1975 med Baader-Meinhoff og oliekrise, hentehår, nylonskjorter og Old Spice-barbersprit. Og så er den skrevet som en ganske OK krimi, der også tager fat på nogle af tidens trends med sværmeri for for igen Rote Armee Fraktion, alternative livsformer og "kunstneriske" film med pornografisk indhold, hvor det nok i højere grad var det sidste end det første tillægsord, der kom til at holde...
Den garvede Ole Larsen og den unge Erik Rohde, begge kriminalassistenter fra Københavns Politis Drabsafdeling, kaldes ud til et celebert tredobbelt drab i Svanemøllekvarteret på societyparret Ellen og Steen Bang og deres halvandetårige datter Elise. Alle er slemt tilredt, en amokhandling - og der er spor i alle retninger. En tysk forbindelse, en russisk forbindelse, rovmord, jalousi, hævn. I det hele taget en grumset sag, som også får skjulte sider frem i både den garvede Ole Larsen og ikke mindst den unge Erik Rohde...
Det er en god krimi Dorph & Pasternak har skrevet. Den går i alle retninger, og kommer langt omkring i det "kreative miljø" i 70'erne og får alligevel samlet sin tråd. Samtidig er det solidt tidsbillede, måske nogle for solidt da de gør meget ud af at nævne symboler og tendenser fra tiden, som måske ikke har så meget at gøre med selve historien. Men som ikke ikke desto mindre slår en tid, som også jeg lige kan huske, på plads.
Alt i alt: God historie, god underholdning - og jeg tror da også jeg hopper på de to næste i serien om Larsen og Rohde (Afgrundens rand (2007) og Jeg er ikke her (2010))
(Gyldendal, 473 sider)

Gaute Heivoll: Før jeg brænder ned, 2011

For ikke så lang tid siden læste eller hørte jeg en forfatter udtale, at stort set al ny norsk litteratur handler om forfatterens barn- og ungdom, mens stort set al ny dansk litteratur handler om parforhold. Det er selvfølgelig firkantet sagt, men norske Gaute Heivolls Før jeg brænder ned afkræfter bestemt ikke udsagnet. Og ligesom andre nordmænd gør han det også godt - men han gør det anderledes!
Bogen foregår i årene 1978, 1998 og 2008. Hoveddelen af bogen udspiller sig i 1978, hvor det lille landsbysamfund Finsland nær Kristianssand bliver ramt af en række pyromanbrande i maj og juni. 20 år efter, i 1998,vender jegfortælleren, Gaute Heivoll, som er født i Finsland i marts 1978 få måneder før brandene, tilbage til barndomsbyen fra et falleret jurastudium for at sige farvel til sin far, som på det tidspunkt er dødssyg af kræft. Og igen kommer han, efter at være blevet forfatter i 2008 for at skrive en bog om pyromanen, som blev fanget dengang i '78. Og under skriveprocessen med bogen finder Gaute Heivoll flere og flere paralleller mellem sine egne og den unge pyromans mørke sider...
Det er ubetinget en meget fin bog, som både forfatteren og jeg'et Gaute Heivoll har skrevet. Flot portræt af et landsbysamfund og dets frygt, af pyromanen og hans meget mærkværdige historie, og ikke mindst et flot portræt af forfatteren selv, og om det at skrive en historie, som han finder ud af bliver om sig selv på en anden måde end han nok havde tænkt sig.
Rigtig, rigtig god bog, som jeg tror kommer til at sidde i mig i lang tid - og sætter nye dagsordener for norsk hjemstavnslitteratur!

(Samleren, 287 sider. Oversat af Camilla Christensen fra norsk: Før jeg brenner ned, 2010)

Faïza Guène: Sidste omgang på Balto, 2011

I Sidste omgang på Balto præsenteres man i første kapitel for Joël Morvier, ejeren af Café Balto i en forstad til Paris. Han ligger splitternøgen i en blodpøl og forbløder på gulvet i sin café stukket syv gange i maven. Joël giver bolden videre til stemmerne fra stamkunder og andre tilknyttede i lokalområdet. De har hver for sig deres opfattelser af barejeren, men de fleste falder ikke ud til hans fordel. De samme personer afhøres selvfølgelig af politiet, og herfra læser man også deres monologer - indtil årsagen til Joëls død er fundet.
Sidste omgang på Balto bruger krimiens tricks til at give et lille portræt af et udsted af en lille parisisk forstad. Afhøringer, der efterhånden klarlægger hvem morderen er, har jegs set før - men ikke på den måde. Og for at det ikke skal være løgn giver barejeren fra det hinsides også sine uforbeholdne bidrag til sagens opklaring. Godt konstrueret.
Sproget er også fint ramt med sit "perkerfranske" slang. Men derimod går der ikke mange timer fra man slutter bogen til man tænker, at det var da en fin lille stiløvelse. Sjov nok men ikke uforglemmelig, ikke engang på den korte bane. På en eller anden måde står bogen tilbage i mit hoved som underlig pointeløs og mere som en frokostafslapning end en oplevelse.

(Forlaget Republik, 164 sider. Oversat af Francois-Eric Grodin fra fransk: Les gens du Balto, 2010)

Hans-Jørgen Nielsen: Fodboldenglen, 1979

Hvis der fandtes en en skønlitterær venstrefløjskanon, ville Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen være en af de første bøger, som blev valgt. Det er nok en af de danske romaner fra moderne tid, som der er skrevet flest artikler og universitetsspecialer om, og romanen selv er stadig flittigt lånt på bibliotekerne.
Frands er venstreorienteret intellektuel fra 68-generationen, nyskilt og udskrevet fra psykiatrisk afdeling efter et halvhjertet selvmordsforsøg. Hans barndomsven, den tidligere professionelle fodboldspiller, Frank og hans kone Rita og deres datter er døde i en tragedie, som Frands har sin andel i, og nu sidder Frands på et lånt værelse og skal oversætte en bog om den italienske arbejderklasse. Men i stedet skriver han om FF, nemlig Franke og Frandse, som de blev kaldt nede i gården og i fodboldklubben Fremad Amager. Men han skriver også om både sig selv, sit parforhold med sin kone Katrin og om venstrefløjen i 1970'erne. Alt sammen henvendt til sønnen Alexander.
At Fodboldenglen er skrevet som en række dagbogsnotater i efteråret 1977, samtidig med Rote Armee Fraktions bortførelse af arbejdsgiverformanden Hans-Martin Schleyer er ingen tilfældighed. Det var om noget  begivenheden, som pillede uskylden af 1968 og af venstrefløjen, hvad enten man var for eller imod. Og også Frands' uskyld ligger i ruiner på alle måder. Det beskriver Nielsen fantastisk flot i bogen, som er hans eget opgør med den venstrefløj, som også han tilhørte.
Samtidig er bogen en flot fortælling om det tabte land i barndommen og om netop den uskyld, som nu Frands og Frank på alle måder mister for alvor efter de har nået de tredive. Fra at alt ligger åbent og til at mulighederne er snævret helt ind er en udviklingshistorie, som mildest talt flere end Frands og Frank har prøvet! Bordet fanger, landet er lukket og man sider i saksen - for at bruge bare tre klichéer.
Rigtig god bog, som selvfølgelig har opnået en klassikerstatus som et monument over en generation og en venstrefløj - og som en bog, som får en uforstandig ynder af fodbold til også at kunne forstå de zenoplevelser, som spillet kan give.

(Tiderne Skifter, 240 sider)

Forsidens oprindelige billede - med den svævende hvide engel Henning Jensen. ©Polfoto.

Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, 2012

Kim Leine har tidligere vakt berettiget opsigt med sine to romaner Kalak og Tunu, baseret på sin egen tid i Grønland som sygeplejerske med stort forbrug af sex, stoffer og alkohol og polarkuller. Men også om det at møde det grønlandske samfund og de kultursammenstød, som man kommer ud for.
Og det er det spor Leine også skriver om i sin nye og fremragende historiske roman om den norskfødte præst Morten Falck, som udstationeres i kolonien Sukkertoppen i 1787. Han ankommer som 31-årig til kolonien optændt af ønsket om at omvende og døbe de grønlandske hedninge, men samtidig som et rationalistisk menneske inspireret af Rousseau og medicinsk videnskab. Og Grønland er ikke nemt: Han mødes med mistænkeliggørelse fra "de indfødte" men også fra de allerede bosiddende danskere, som ofte lever et depraveret liv med stort misbrug af alkohol og en i den grad nedladende kolonialistholdning til den grønlandske befolkning. Og også Morten Falck indhentes af sine indre dæmoner. 
Profeterne i Evighedsfjorden er på 525 sider og der står mange ord på siderne. Men hver en side har været en fornøjelse at læse! Historien er både malet med den brede pensel men også med en detaljerigdom, som gør at man føler sig til stede i bogen. Det har været et imponerende researcharbejde Kim Leine har udført for at få alle de detaljer på plads i bogen, både mht. livet i København og byens brand og ikke mindst mht. livet i Grønland i det attende århundrede.
Men derudover er der masser af indhold. Både på det personlige plan og det mere samfundsmæssige. Alene Morten Falcks personlige deroute i Grønland og generelle flugt fra sig selv og sin skæbne er bogen værd. Et vigtigt spor er danskeres og grønlænderes forhold til hinanden, som også i dag bærer præg af at være grundlagt i en kolonitid. Og flere andre ting: Den danske polarkuller som også er tema i Kalak og Tunu, og som har krævet mange ofre heriblandt også Morten og en del andre danskere i bogen, profeterne Habakuk og Maria Magdalenes roller som de første udbrydere fra det koloniale Grønland, religion og rationalisme og ikke mindst den skønlitterære skildring af det Grønland og det København, som var.
Hvis man sammenholder Profeterne i Evighedsfjorden med Kalak og Tunu og opfatter dem som mere eller mindre selvbiografiske romaner, er der også en god portion Leine i Morten Falck. Flugten fra sig selv og fra hvor man er nu - men med den indbyggede nødvendighed af at komme tilbage.
Alt i alt: Fremragende roman af Kim Leine til fem stjerner - en af 
årets helt store oplevelser! 

(Gyldendal, 525 sider)

NYT 1. februar 2013: Kim Leine får Weekendavisens Litteraturpris - Læs Klaus Rothsteins artikel i WA. Og i går fik han såmænd også boghandlernes De gyldne laurbær .

Hvad jeg skulle have set på Krimimessen i Horsens 2012, hvis...

Nej, i år bliver det ikke til noget. Fruen og jeg var der sidste år, men i år bliver det ikke til noget med Krimimessen i Horsens. Men hvis nu jeg havde skullet, så ville...
Lørdag: ...lørdagen være startet kl. 11.45 i Snedkeriet i Horsens Statsfængsel hvor krimitvillingeparrene Kaaberbøl & Friis og Dorph & Pasternak bliver udspurgt af Jesper Stein Larsen om deres krimifavoritter, og hvordan de har påvirket deres forfatterskaber. Der ville så have været en pause til kl. 13.15 til Det danske Kriminalakademis overrækkelser af Palle Rosenkrantz Prisen til Leif G.W. Persson for årets bedste krimi/spændingsroman, og af Harald Mogensen Prisen til Erik Valeur for årets bedste danske krimi/spændingsroman. Og bagefter ville jeg så have set Dansk Horror Selskabs overrækkelse af prisen for årets bedste danske horrorudgivelse. Vinderen bliver først offentliggjort ved overrækkelsen.
Så ville der have været frokost indtil kl. 15, hvor jeg ville være gået over i Trykkeriet og have hørt Nils Nordberg, Barry Forshaw og Bo Tao Michaëlis diskutere, hvorfor skandinavisk krimi er så populært. Jeg ville så være blevet siddende og ventet på dagens afsluttende slapstick-arrangementer, nemlig Henrik Palle om "Gysende genlyd" kl. 16.05 (hvad det så indebærer) og derefter have hørt skurkologerne Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle forelæse over skurkologien set i lyset af globaliseringen og finanskrisen kl. 16.30.
Søndag: Der ville jeg være startet med at høre, hvad Ernst Neutzsky-Wulff siger til sit forsvar for de elendige anmeldelser, som hans bog Jack the Ripper har fået. Det gør han i Vesthallen kl. 10.20. Bagefter ville jeg have fået et skud virkelighedskriminalitet ved at gå over i Trykkeriet kl. 10.45 og høre Retspsykiateren Peter Kemp fortælle om sin bog Sindssyg i gerningsøjeblikket. Pause til kl. 12, hvor jeg ville være i Snedkeriet og høre Leif Davidsen, Morten Hesseldahl og Frank Esmann tale om deres spændingsmestre. Og kl. 13 ville jeg have været tilbage i Trykkeriet igen og høre Svend Åge Madsen, Kristina Stoltz og Jens Blendstrup fortælle om antologien Dette er ikke en krimi. Tja, og så ville det allerede have været slut...
Alt i alt: Noget tyndere program end sidste år hvad angår paneldiskussioner og andre arrangementer end "forfatter-interviewes-om-sin-nye-bog". Men hvad, der var alligevel så stort frafald blandt forfatterne og tendens til formkrise blandt de forfattere der mødte op søndag sidste år.
Anna Grues absint fik i hvert fald skyld for meget i 2011...

Go' fornøjelse til jer som deltager!

Simon Fruelund: Panamericana, 2012

Simon Fruelund er en af de danske romanminimalister, der har haft størst held med at kunne beskrive store ting med små bogstaver. Tidligere har han udgivet romanerne Borgerligt tusmørke (2006) og Verden og Varvara (2009), som begge var meget vellykkede.
Panamericana handler om Anja, datter af chilenske Ana og danske Jarl. Hun har skrevet 5½ side på sit spanskspeciale på KUA og arbejder i en biograf som operatør. Men virkeligheden begynder at forvrænge sig, og Anja bliver et indlagt med et sammenbrud. Det bliver mor Ana som kommer hende til hjælp fra Chile, nyligt opereret for en hjernesvulst, mens faren Jarl, som er astronom i stedet gør en hollandsk astronom, der ligesom ham er på arbejdsvisit på et observatorium i netop Chile gravid...
Jeg ved ikke. Denne gang synes jeg ikke Simon Fruelund har formået at få sin historie passet ned i det minimalistiske format. Jeg sad tilbage med en følelse af, at jeg ikke havde fået lært nogen af personerne at kende. 145 sider med 168 kapitler har ikke kunnet formidle stoffet ordentligt. Bortset fra det skriver Fruelund rigtig godt, og de enkelte dele er gode hver for sig, men får sig aldrig rigtig samlet.
Men et pragtfuldt omlag (også) bagsiden) af Hesselholdt & Mejlvang. Men bedre held til Simon Fruelund næste gang. Jeg skal nok være der. For han kan ellers godt - rigtig godt.

(Gyldendal, 145 sider)