Nej, i år bliver det ikke til noget. Fruen og jeg var der sidste år, men i år bliver det ikke til noget med Krimimessen i Horsens. Men hvis nu jeg havde skullet, så ville...
Lørdag: ...lørdagen være startet kl. 11.45 i Snedkeriet i Horsens Statsfængsel hvor krimitvillingeparrene
Kaaberbøl & Friis og
Dorph & Pasternak bliver udspurgt af Jesper Stein Larsen om deres krimifavoritter, og hvordan de har påvirket deres forfatterskaber. Der ville så have været en pause til kl. 13.15 til Det danske Kriminalakademis overrækkelser af Palle Rosenkrantz Prisen til
Leif G.W. Persson for årets bedste krimi/spændingsroman, og af Harald Mogensen Prisen til
Erik Valeur for årets bedste danske krimi/spændingsroman. Og bagefter ville jeg så have set Dansk Horror Selskabs overrækkelse af prisen for årets bedste danske horrorudgivelse. Vinderen bliver først offentliggjort ved overrækkelsen.
Så ville der have været frokost indtil kl. 15, hvor jeg ville være gået over i Trykkeriet og have hørt
Nils Nordberg, Barry Forshaw og Bo Tao Michaëlis diskutere, hvorfor skandinavisk krimi er så populært. Jeg ville så være blevet siddende og ventet på dagens afsluttende slapstick-arrangementer, nemlig Henrik Palle om "Gysende genlyd" kl. 16.05 (hvad det så indebærer) og derefter have hørt skurkologerne
Bo Tao Michaëlis og Henrik Palle forelæse over skurkologien set i lyset af globaliseringen og finanskrisen kl. 16.30.
Søndag: Der ville jeg være startet med at høre, hvad
Ernst Neutzsky-Wulff siger til sit forsvar for de elendige anmeldelser, som hans bog
Jack the Ripper har fået. Det gør han i Vesthallen kl. 10.20. Bagefter ville jeg have fået et skud virkelighedskriminalitet ved at gå over i Trykkeriet kl. 10.45 og høre Retspsykiateren
Peter Kemp fortælle om sin bog
Sindssyg i gerningsøjeblikket. Pause til kl. 12, hvor jeg ville være i Snedkeriet og høre
Leif Davidsen, Morten Hesseldahl og Frank Esmann tale om deres spændingsmestre. Og kl. 13 ville jeg have været tilbage i Trykkeriet igen og høre
Svend Åge Madsen, Kristina Stoltz og Jens Blendstrup fortælle om antologien
Dette er ikke en krimi. Tja, og så ville det allerede have været slut...
Alt i alt: Noget tyndere program end sidste år hvad angår paneldiskussioner og andre arrangementer end "forfatter-interviewes-om-sin-nye-bog". Men hvad, der var alligevel så stort frafald blandt forfatterne og tendens til formkrise blandt de forfattere der mødte op søndag sidste år.
Anna Grues absint fik i hvert fald skyld for meget i 2011...
Go' fornøjelse til jer som deltager!