En gang imellem kan korrektur-, sætte- og trykfejl være ret underholdende. Her er et eksempel fra Gyldendals tredie tranebogsudgave fra 1978 af første bind af Joseph Hellers Punkt 22, side 159.
Det skal siges, at bogen er vidunderligt morsom - også uden denne ekstraunderholdning...
PS: Alt står på korrekt dansksproget dansk i førsteudgaven fra 1963.
John Dos Passos er en af de glemte forfattere fra "The lost Generation" efter første verdenskrig - en generation der ellers tæller forfattere som F. Scott Fitzgerald, Erich Maria Remarque og T.S. Eliot. Men nu har vi da på dansk fået chancen for at læse et af hans hovedværker, Manhattan Transfer fra 1925. Og det er al ære værd for forlaget Rosenkilde & Bahnhof, som dog skal have en over næsen for den elendige korrekturlæsning og fuldstændig inkonsekvente kommatering, der ind imellem gør bogens sætninger nærmest ulæselige! Det er tredie gang jeg læser en bog fra forlaget, og anden gang jeg skriver noget lignende.
Nå, men selve indholdet er der bestemt ikke noget i vejen med. Bogen handler om New York i de første årtier af det tyvende århundrede og er skrevet nærmest med noget, der nærmest kan kaldes kalejdoskopteknik. Det er et virvar af personer fra top til bund, der fortælles om i forholdsvis korte afsnit, der får vævet mange af personerne ind i hinanden efterhånden som bogen og årene skrider frem. Centralt står alligevel journalisten Jimmy og den succesfulde skuespiller Ellen, som begge følges fra barndommen.
Men den egentlige hovedperson er det byen New York, som Passos giver et fantastisk indblik i for omkring hundrede år siden. Det er nærmest som om man kan lugte og fornemme byen. Men fokus ligger på den evige kamp for overlevelse i et liberalistisk samfund uden sikkerhedsnet, hvis man går på røven i metropolen - og der er risiko for en kort og hurtig vej ned til bunden og hård kamp op igen.
Fremragende bog, hvor sproget på ingen måde virker forældet, selv om mange af de enkelte metaforer kan virke noget svulstige indimellem - og meget underligt at der skulle gå seksogfirs år før den blev oversat. Kan varmt anbefales.
(Rosenkilde & Bahnhof, 448 sider. Oversat af Claus Bech fra amerikansk: Manhattan Transfer, 1925)
I oktober 2011 vandt Julian Barnes Booker-prisen for romanen Når noget slutter, hvilket den også havde været storfavorit til hos de engelske bookmakere.
Tony Webster er den pensionerede akademiker, der i 1960'ernes gymnasietid var med i et slæng af akademikere in spe, hvor dog Adrian stak hovedet noget mere frem end de tre andre i intelligens. Tony kom i studietiden sammen med Veronica i en lidt mærkværdig ærbarhed. Hun slog op og noget tid efter begyndte hun at komme sammen med Adrian. Både Tony og de andre fra slænget så op til Adrian og blev chokerede, da han begik selvmord 22 år gammel. Fyrre år senere modtager Tony et brev fra en advokat, hvor moren til Veronica, der lige er død, testamenterer Tony Adrians dagbog. Og det sætter gang i en proces, som Tony ikke havde regnet med.
Dette handlingsforløb giver Julian Barnes lejlighed til at skrive om en hel del temaer: Erindring/hukommelse, aldring, parforhold, venskab, tid og en hel del mere. Engang imellem er det lige ved at gå lidt for meget over i det essayistiske, men Barnes formår at redde den hver gang - selv om det nogle gange er lige på stregen. Og det er hele tiden vedkommende og fantastisk godt skrevet, og kunne jeg forestille i højere grad jo ældre læseren er. Og jeg kunne forestille mig at Når noget slutter er en af de bøger jeg godt kunne tænke mig at købe for at kunne genlæse den med jævne mellemrum.
Det er en fortjent Booker-pris til Julian Barnes for denne sidetalsmæssige lille bog, for der er bestemt gods i den.
(Tiderne Skifter, 167 sider. Oversat af Claus Bech fra engelsk: The Sense of an Ending, 2011)
Tre personer ser en annonce i avisen, hvor bekendte af den 36-38 årige David efterlyses. David er indlagt med totalt hukommelsestab, og nu opfordres folk der kender ham til at give ham hans fortid tilbage ved at skrive breve til ham.
Den første er Davids ven fra gymnasietiden Jon, den anden er Davids kræftsyge stedfar præsten Arvid og den sidste kæresten Silje, som også er den sidste i trekanten fra gymnasietiden sammen med Jon. Især Jon og Silje har vidt forskellige versioner af forholdet mellem de tre, hvor de i deres beretninger hver især betragter sig som den vigtigste person i forholdet til Jon. Og i alle tre beretninger ender det med, at det i højere grad bliver et portræt af brevskriverne selv. Indkredsning fik voldsomt fine anmeldelser, da den udkom på dansk i 2010: En gange fire, to gange fem og en gange seks stjerner. Jeg er ikke så begejstret som aviserne var. Ingen tvivl: Det er en OK bog, som er til at læse, men så er den altså heller ikke bedre. Bogens pointe er for mig at se, hvor forskelligt tre personer som har stået nær på et menneske kan se det, hvilket især kan sammenlignes mellem vennerne Jons og Siljes beretninger. Stedfaren Arvid står lidt mere på sidelinjen - også fordi meget af hans breve handler om en tid, som ligger tidligere i Davids liv og hvor Arvid fokuserer meget på de gode og tætte oplevelser, som de havde sammen.
Men rigtig interessant synes jeg aldrig det bliver, og jeg nåede aldrig tæt på nogen af personerne - hverken David eller Jon, Arvid eller Silje. Og faktisk kedede den mig indimellem selv om den da er fint skrevet og har en god idé.
(C&K, 281 sider. Oversat af Karsten Sand Iversen fra norsk: Innsirkling, 2007)
Tid til årets selvangivelse. Altså den litterærlige: Jeg fik læst i alt 33.878 bogsider fordelt på 124 bøger i år (273 sider i snit pr. bog). Af bøgerne var 40 oprindeligt på dansk, 36 var på engelsk, 16 var fra øvrige nordiske sprog - men jeg
kan da også prale lidt af mongolske, hebræiske og slovenske titler.
Dog har alle, undtagen en af de norske været læst på dansk.
Desuden var 91 bøger skrevet af mandlige
forfattere og 29 af kvindelige.Dertil kommer 4 bøger, som er skrevet af to eller flere
forfattere af begge køn.
Der var 114 skønlitterære bøger og 10
faglitterære. Mellem de skønlitterære bøger var der 91 romaner, 11
novellesamlinger og 12 tegneserier/grafiske romaner. Der var 26 krimier, 4 fremtidsfortællinger og 6 spændingsromaner.
35 af bøgerne var oprindeligt skrevet i 2011, 17 i 2010, 42 i perioden 2000-2009 og 30 blev skrevet før år 2000.
Gennemsnitligt set
blev bøgerne bedømt af mig til 3,39 stjerner ud af 5. Ret pænt gennemsnit, men de er jo også valgt til at blive læst, fordi jeg forventede de skulle være gode...
De bedst
repræsenterede emneord udover lande/byer, genrer og årti for handling
var: Familie: 19, Humor: 19, Kvinder: 13, Kærlighed: 12, Mænd: 12, Parforhold: 9, Historie: 9, Identitet: 8 og Hævn: 7.
2011's ti
største læseoplevelser(i helt vilkårlig
rækkefølge):
Det er jo ikke dansk litteratur, der fylder meget på listerne. Men skulle jeg nævne hvad jeg kunne se som årets bedste danske skønlitterære bog (som jeg har læst), ville det blive Lone Hørslevs Sorg og Camping. Den ville dog være i konkurrence med, men alligevel vinde over Helle Helles Dette burde skrives i nutid, Charlotte Weitzes Det hvide kvarter og Morten Brasks William Sidis' perfekte liv. Sorg og Camping var da også tæt på den egentlige Top10-liste... Og så tak til alle jer der har læst med på Bogbrokken og
måske endda kommenteret mine indlæg i 2011 - og tak til jer som jeg har læst og
fået inspiration fra på nettet. Godt
nytår!!!
Satan og helvede! Her går man og har endnu en dårlig dag og så bliver man belemret med Arntsen og hans sortsyn, der får selv tynd kaffe på Café Høvlen til at smage besk. Så man må tage en flaske øl i stedet. Rød Tuborg selvfølgelig. Den grønne er blevet ustabil. Og når så spionerne fra Socialministeriet kommer forklædt som bude fra Illum/Crome & Goldschmidt for at lure på om man ligger og hyggefiser op ad formiddagen, hvad kan man så ellers gøre andet end at indtelefonere en telefonbombe hos Illum/Crome & Goldschmidt. Så er er det lige før dagen næsten bliver god. Men kun næsten. Nå, skideværd....
Arntsen tager ting og personer omkring for alvorligt, og er derfor tildelt invalidepension. Og det er heller ikke lyssynet der er i front hos ham. Men det kan komme, og ofte med kvindelig hjælp fra f.eks Vaskemutter, som han kører vasketøj ud for, eller Mette som selv har sine problemer og tager ham som han er - også uden tøj.
Det er en rigtig, rigtig god bog Sven Holm skrev i 1972, og på trods af sine snart fyrre år kunne den på mange måder stadig være skrevet den dag i dag. Temaet er almengyldigt med Arntsen og hans sortsynede og småparanoide tilgang til tilværelsen. Det er til at genkende fra sine egne rigtig dårlige dage men ikke som udgangspunkt for eget livssyn - da heldigvis.
Alt i alt: Skidegod bog som burde være på mange gymnasiepensumlister. Opgaveegnet som bare pokker. Og andre burde også have den på deres private pensumliste. Men til opgavebrug er Sten Rasmussens dansklærerefterskrift til bogen måske nok mere tidstypisk end egentlig godt her femogtyve år efter det blev skrevet. Satan og helvede!
(Gyldendal & Dansklærerforeningen, 1987, 170 sider. Med efterskrift af Sten Rasmussen s. 155-170)
BONUS: En fremragende Jørgen Ryg kan ses som Arntsen i Syg og munter i Ole Roos' filmatisering fra 1974 på DR Bonanza
En novellesamling der handler om bedsteforældregenerationen, skrevet af en otteogtrediveårig forfatter kan tilsyneladende lade sig gøre - og med held. Det viser Jacob Berner Moe i sin Nu tuder jeg igen.
Det er en forholdsvis kort samling med mange noveller, 136 sider med 16 historier. Små afrundede historier som noveller jo er forholdsvis korte men ofte længere. Og det er nogle fine små noveller, der tegner et generationsportræt af folk, der er fyldt de tres år. Sikkert forfatterens forældregeneration.De er ikke gamle og affældige men har ofte lagt arbejdslivet bag sig, opfatter sig stadig som unge, der er blevet ældre og har måske ikke fundet deres deres plads i den alder endnu. Det er de nu selvkørende voksne børn og børnebørnene, der ofte skaber deres identitet og ikke dem selv, der skal få børn og børnebørn kørt på plads. En ny situation.
Jeg har et eller andet med Jacob Berner Moe, som jeg ikke kan stå for. Han skriver godt, han har greb i virkeligheden, og han får det han skriver om til at komme helt ned og blive meget virkeligt, når man læser ham. Og ikke mindst i denne novellesamling, hvor der på ingen måde er den twist af noget usædvanligt som der trods alt var i hans to forgående romaner Vandelog Gloria.
Fin lille samling af historier, og jeg er der også næste gang Jacob Berner Moe udgiver en bog - han er værd at læse.
(Gyldendal, 136 sider Indhold: Udstyr ; Gravearbejde ; Nabo til
Bjarne Riis ; Boomerang ; Nu tuder jeg igen ; Family rules ; For enden
af sengen ; Blodbøg ; Naturens orden ; Barns første sygedag ; Postbuddet
; Balter II og Dong ; Birken ; Jeg kan i det mindste vende mig ;
Henning Hood ; Maleri med fod.)
PS: Alt står på korrekt dansksproget dansk i førsteudgaven fra 1963. 
